Hvornår er et bierhverv forkasteligt?

I forbindelse med Udo Rauins tyske undersøgelse i Folkeskolen nummer 11 erklærer Mads Hermansen sig enig i, at udbrændthed ikke eksisterer - der er i stedet tale om for svage præstationer. Han er bekymret over, at også danske skoler må ty til mindre egnede undervisere. Folkeskolen vrimler med lærere drevet af lave lyster i stedet for af pædagogisk trang.

Særlig forarget er han over at have mødt en skolegruppe på landet, der havde bibeskæftigelser: Taxakørsel, forlags- og plantagedrift. Og det lyder da også vældig slemt. Den slags kan en pædagogisk ildsjæl umuligt beskæftige sig med.

Men jeg synes, at Mads Hermansen overser en gruppe hedonister, der er meget skadelige for folkeskolen: De lærere, der er så ambitiøse og styrede af deres lyst til at gøre karriere, at de knap når at undervise, fordi de har så travlt med at videreuddanne sig og tage kompetencegivende ekstra­tjanser, straks de er færdige med seminariet. De undervisere, der ved siden af krævende, fuldtidsbetalt undervisning driver konsulent- og foredragsvirksomhed i stor stil - måske fordi de har taget en læreruddannelse, selv om de ikke rigtig havde lyst til at undervise børn og unge mennesker?

Hvordan afgør du, Mads Hermansen, om et bierhverv er forkasteligt? Er det skadeligt for hovederhvervet at drive et forlag ved siden af - og gavnligt at være redaktør? Afgøres det af beskæftigelsernes akademiske niveau, eller er det simpelthen et spørgsmål om lønnens størrelse? Er det sådan, at hvis man ikke har skaffet sig et hovederhverv til - skal vi sige - mindst 550.000 kroner om året, så er det for galt, at man har en nebengesjæft?