Hvorfor er der ikke en filmkanon i folkeskolen?

Meget har undret mig, når jeg har set på opgørelser over, hvad elever skal lære i skolen. Som dansklærer giver kanonforfatterne meget god mening, og folk som Henrik Pontoppidan, Ludvig Holberg og Tove Ditlevsen er jo interessante på hver deres måde og eksemplariske i forhold til deres tid. Litteraturen har mange genrer såsom folkeeventyr, romaner, sagaer, noveller, digte, sangtekster etcetera og alle er de vigtige at kende til.

Dog vil jeg som garvet filmentusiast slå et slag for, at der tillige bør være en filmkanon, for eleverne bør kende nogle helt elementære klassikere. Personligt synes jeg det er for vanvittigt, at vi sender børn ud af folkeskolen, uden at de har set og analyseret Godfather, som jo som bekendt ofte kåres til verdens bedste film... Ja der står at man skal være 15 år for at se den, men den kan sagten ses af børn, der er yngre end det. Det kan to´eren i øvrigt også, og den er ligeså god og for mig at se en ligeså obligatorisk del af den almene filmdannelse. Godfather 1 og 2 er begge at finde som to af de 3 øverste film på IMDB´s top 250 over bedste film. Andre vigtige film kunne være "Schindlers Liste", "Den gode, den onde og den grusomme", "Casablanca", "Gone with the wind", "One flew over the Cuckoos´nest" og så fremdeles. Jeg er godt klar over, at man ikke kan sidde og se film hele tiden, men pt synes jeg personligt, at den filmiske dannelse ryger meget i baggrunden - også selv når man har om multimodalitet og videoproduktion.

Film er sjældent noget man ser i skolen, for filmenes skyld men mere noget, der skal passe ind i et emne, og de mest eksemplariske film er ikke altid noget at råbe hurra for. Mange er sikkert blevet tæsket igennem sæbeoperaen "Luther" fra 2003 med Joseph Fiennes i rollen som en sammenbidt moralistisk Luther, og filmen er ofte kedelig og langtrukken, men den fortæller selvfølgelig noget om Martin Luther og overholder Hollywoods klichéer til punkt og prikke, så man ikke støder nogen. Der er dog også klassikere, der formår at komme i årsplanen, såsom "Pelle Erobreren", "Kongekabale", "Christiane F" og så videre.

Film har også et dannelsesmæssigt aspekt, og udover at mediet kan bruges til at understøtte den litterære dannelse, så kan film sætte billeder på perioder og situationer, på en måde, som bøger aldrig kan. Vi skal have filmlære og filmdannelse langt højere op på dagsordenen, og film skal have en berettigelse i sig selv.