Hvorfor blev du lærer? Hvad inspirerer dig? Hvad er dit motto?

Den norske illustratorsammenslutning Grafill har netop åbnet en udstilling i Stavanger med billeder af de lokale medlemmer, blandt andre den skønne Per Dybvig, der i Danmark har illustreret Kim Fupz Aakesons billedroman om Engelberth H. Til udstillingen er der udgivet et lille katalog med eksempler på hver enkelt illustrators "streg" og med en kort introduktion til hver person.

Dette katalog, Tipakning med fargestifter, har sat mine tanker i gang i to retninger, mod både formidlingen af illustrationerne og omtalen af kunstnerne.

I Danmark har vi også efterhånden en etableret tradition for, at medlemmerne af Dansk Forfatterforenings illustratorgruppe præsenterer sig i kataloger, der med stort udbytte kan anvendes i dansk- og billedkunstundervisningen. I disse kataloger optræder der nemlig også tekster, så samspillet mellem ord og billede kan drages frem og vise undere.

Den mest vellykkede er efter min mening bogen Skrædder i Helvede, som blev udgivet af Dansklærerforneingen. Her sætter forfattere ord til billeder, og illustratorer sætter billeder til ord. Nogle steder har samme tekst to illustratorer og vise versa. Der er et glimrende undervisningsoplæg bag i bogen. I det seneste katalog, som her i starten af 2017 blev udgivet af Gyldendal, har man valgt helt konkret at lade omdrejningspunktet være ordsprog; Den store Ordsprogsbog er titlen. Her er også indlagt et fint undervisningsoplæg. Men hvad der i min optik er mere interessant, er opdagelsen af, at ordsprogene faktisk ikke kan illustreres. De fleste illustratorer får reelt kun det halve med, fordi ordsprogenes pointer som oftest gemmer sig i det forløb, som udsiges - som fx "Det skal smage af noget, sagde kællingen. hun fes på kålen". Se, ordsprog egner sig til striber, og ikke så meget til enkeltbilleder, som kun får halvdelen med, og som lykkes bedst, hvis man kender ordsproget i forvejen.

Men der er grund til at dyrke dette samspil mellem ord og billeder. Jeg har for kort tid siden overværet en gennemgang af årets høst af billedbøger, hvor det lykkedes oplægsholderen at referere de mange titler handling efter handlinger, men stort set også at lade illustrationerne stå ukommenterede. Og vi er altså på vej ind i en tid, hvor billedkommunikation tager markedsandele fra ordene; tænk på de interessante Silent Books, billedbøger uden tekst..

Men så til omtalen af kunstnerne. I de nævnte danske, undervisningsegnede kataloger kan man finde illustratorernes kontaktadresser, for her drejer det sig også om at skaffe sig arbejde. I Grafills katalog er der en kort intro til hver illustrator med får spørgsmål: "Hvordan ble du illustratør?", "Kan du beskrive hvordan du jobber?", "Hva inspirerer deg?", "Hva har Stavanger betydd for deg som kunstner?" og "Har du et personlig motto?".

Og svarene lyser af den stolthed og ydmyghed, som det er sværere og sværere at få øje på, når man læser beretninger fra folkeskolens ansatte. Men når man så taler med dem, så står det klart, at de fleste ikke har glemt hverken ydmygheden eller stoltheden.

Der var det måske en idé at opbygge et portrætbank, hvor de, der udøver undervisningens kunst, svarer kort og kærligt på spørgsmål, som fx: "Hvorfor blev du lærer?", "Kan du beskrive, hvordan du arbejder?", "Hvad inspirerer dig?", "Hvad har din arbejdsplads betydet for dig som udøver af undervisningens kunst?" og "Har du et motto?".

Jeg modtager gerne forslag til en finpudsning af spørgsmålene, men jeg er sikker på, at en sådan portrætbog ville inspirere og skabe kollegial begejstring. Den bør måske laves på den enkelte skole eller i den enkelte lærerkreds. Men den skal se dagens lys snart, så de mange, der er blevet spist af med en moduliseret læreruddannelse, får en fornemmelse af, hvad de er gået glip af, så de få lyst til at blive en del af en profession, der kan bære ydmyghedens og stolthedens væsen i sig.