Hvor svært kan det egentlig være?

Steen Hildebrandts kommentar i Folkeskolen nummer 12 leverer en skarp og malende beskrivelse af en skole, der er frosset fast i en forestilling om, at den kan styres i sin hverdag med krav om dokumentationer og målinger, der skal føre til »skoler i verdensklasse«, når Danmark kommer på førstepladsen i Pisa. Er det virkelig godt nok? Nej, det er det selvfølgelig ikke, for samfundet har brug for noget helt andet for at kunne hænge sammen også i fremtiden.

Folkeskolen er vores fælles kulturinstitution. Den er for alle børn, der skal lære at begå sig sammen i al deres forskellighed. Den skal danne og udvikle eleverne, så de hver især kan mestre fremtiden, hvad den end måtte bringe i en mangfoldig verden i globaliseringens malstrøm i et vidensamfund, der blandt andet skal bygge på den enkeltes faglige, sociale og personlige udvikling. Det er dagens børn og unge og fremtidens borgere og medborgere, vi taler om. Det handler ikke bare om at kunne måle, sammenligne og kontrollere det kvantificerbare. Det handler nok så meget om, hvordan vi skal leve sammen, og hvilke muligheder for udvikling vi giver hinanden. Den opgave og den mening med den fælles skole løftes hver dag og år efter år i de relationer, som skabes i skolens fællesskab og undervisning. Det kræver veluddannede lærere, der kan lide deres arbejde sammen med eleverne, og som kræver al deres opmærksomhed, kreativitet og retningssans.

Derfor forudsætter dagens og fremtidens skole selvstændighed, og at de ansvarlige politikere stiller rimelige vilkår for skolens virke til rådighed og har store forventninger og udviser tillid til de lærere og ledere, hvis uddannelse er rettet mod netop den opgave, som de er ansat til at løfte. Hvor svært kan det egentlig være?