”Hvor ligger Syrien?”

Forleden dag, stod jeg i mit klasseværelse. Mit klasseværelse, som ’selvfølgelig’ er udsmykket med et stort verdenskort på endevæggen, ikke et digitalt, men et helt almindeligt stykke lærred. Dog skal det også nævnes, at der i den modsatte ende af klasseværelset er monteret et smartboard, med adgang til de - yderst geniale - digitale kort.

Den dag jeg refererer til, stod jeg, og som i så mange andre klasseværelser landet over - gætter jeg på - faldt snakken, denne dag, på flygtningemigrationen i Europa. ”Hvor kommer de fra?”, spurgte en af mine elever. En af klassekammeraterne havde, vist nok, set, at der stod Syrien flere forskellige steder på internettet, og det var da også rigtigt nok, sagde jeg. ”Hvor ligger Syrien?”, spurgte jeg så. ”Det ved jeg!”, sagde en af mine elever så, og skyndte sig til klassecomputeren, og nåede akkurat lige at taste S-Y-R-I … inden det slog mig, at vi jo har det, føromtalte helt duelige stykke lærred hængende på væggen.

Jeg bad ham, sammen med sine klassekammerater, om at ’mødes’ med mig foran verdenskortet. Mine intentioner var gode nok, syntes jeg, da jeg bad ham vise det på kortet, når nu han jo vidste det. Der var lidt mumlen, og han erkendte at han måske ikke lige vidste hvor det præcist var. Og så var det, det skete, at han spurgte sin sidemakker, ”Ved du hvor det er?”, og sammen fik de så pejlet sig ind på et område øst for Europa, før de til sidst udbrød, ”Vi har fundet det!”. Mine elever fandt ud af det sammen og ikke blot ved at taste på en computer.

Og hvad fik de så ud af det? Det ved jeg ærlig talt ikke. Dog dukker ord som samarbejde og fællesskab op i mit hoved og de blev da også stående omkring kortet i frikvarteret, pegede, og fortalte hvor de hver især havde været på ferie gennem tiderne. Det er der jo også geografi i.