Hvor blev meningen af?

I hjørnet af den store sofa sidder der en kvinde. Hendes ansigt er opløst af gråd, og foran hende ligger der et bjerg af køkkenrulle. I den anden ende af sofaen sidder hendes mand og betragter hende. Hans sjove, glade og altid smilende kone er forvandlet til noget, han ikke har set før. Han er rystet, hun er rystet. I de sidste 20 min har hun forklaret ham, at hun har svært ved at forestille sig, hvordan hendes arbejde skal lykkes! Både i forhold til samfundets krav, men i ligeså høj grad i forhold til sig selv. Selvom hun er dygtig og flittig og har 17 års erfaring, så har hun følelsen af at være trængt op i en krog og værst af alt, så mærker hun en følelse af utilstrækkelighed. Og hvem kan holde ud at gå på arbejde og føle sig utilstrækkelig?

Allerede 3 uger inde i det nye skoleår er det kendte bæger ved at være fyldt!

Det hele startede sidste år. Kvinden sagde ja til at indgå i et team omkring en udfordret børnehaveklasse med henblik på at skulle føre dem videre i første. Der var massiv støtte på klassen. Af de 30 lektioner, som klassen læste, var ca 20 af dem dobbeltbemandet. Det lyder af meget, men det var det ikke. Lærerne og pædagogerne løb stærkt og holdt mange team- og samarbejdsmøder for at få det til at virke.

Nu havde det så været sommerferie og ud over at klassen var blevet til en første klasse, så var støtten til klassen mere end halveret. Reduktionen af timer var sket i kølvandet på, at ledelsen havde foretaget en omstrukturering af distriktskolens ressourcecenter, hvilket de havde forsvoret IKKE var en spareøvelse. Tilgengæld var det nu blevet endnu sværere og omstændeligt for den enkelte lærer at få hjælp. Tilbage stod hun altså med en stadig udfordret klasse, mindre hjælp og udsigten til opfyldelsen af diverse mål udstukket fra kommune og ministerium.

“Jeg går lige ud i haven”, siger kvinden og rejser sig langsomt. Tilbage sidder manden og stirrer tomt ud i luften, mens han tænker over, hvad der dog er ved at ske med deres fælles folkeskole og arbejdsplads. Vi vil så mange ting, bl. a. inklusion, men fakta er, at der bliver færre hænder til at tage sig af børnene. Ressourcerne bliver færre og tilbage står lærere og pædagoger med en følelse af “mener I virkelig det her?!?”. Troen på og meningen med opgaven siver ud af dem stille og roligt.

Vi optimerer og effektiviserer vores samfund i et væk, så vi i sidste ende kan få lidt mere til os selv og derved blive lykkeligere. Desværre er der bare ikke noget, der viser, at vi som nation bliver lykkeligere af at få mere mellem hænderne på trods af, at kolde kontanter igen og igen sidestilles med velfærd. Den teknologiske udvikling buldrer afsted i forsøget på at gøre menneskers liv lettere og skabe profit og velstand. Men hvad nytter det, hvis vi dybest set ikke kan finde mening i det hele? Det er jo lidt paradoksalt, at vi generelt betragtet aldrig har været så veluddannede og velstillede, samtidig med at vi heller aldrig har været så ulykkelige som nu!

Han tænder for fjernsynet og ryger tilfældigvis lige ind i Debatten. På skærmen står flere politikere og skændes om den kommende finanslov. Det orker han ikke at høre på, så han slukker, rejser sig og går ud i haven til sin kone. Hun sidder foroverbøjet over et bed, mens hun peger på en lille grøn gevækst. “Har du set? Den er ved at komme igen. Den skulle bare have vand!”, siger hun med henvisning til den tørre sommer. Hun smiler forsigtigt. Tja, tænker manden. Virkeligheden er somme tider så dejlig enkel og alligevel så meningsfyldt. Har du nok vand, så får du også tingene til at gro!