“Hvis jeg alligevel har 12 i årskarakter i mundtlig engelsk, kan prøven jo være lige meget!?”

Siden udmeldingen om ændringen af dette års prøveafholdelse har jeg jævnligt snakket med min 9. klasse om, hvad det betyder for dem. Dels skal de kun til mundtlig prøve i dansk og engelsk, dels er de tilgodeset karaktermæssigt i den forstand, at det er den højeste af årskarakteren og prøvekarakteren, der gælder. Dette for at vise hensyn til de elever på skoler, hvor hjemsendelserne har haft en negativ faglig indflydelse.

Jubel hos min 9. klasse

Hos min 9. klasse vakte udmeldingen om de ændrede prøveforhold naturligvis jubel. Ikke fordi de har lidt fagligt under nedlukningerne - tværtimod. Men fordi færre prøver betyder mindre arbejde, og fordi de slipper for bekymringerne om, hvilke udtræksfag de skal til prøve i. Nu er alle lige, og dansk og engelsk er lige til at overskue, synes de.

Jeg blev dog mødt at en del undrende blikke, da jeg forklarede dem, at det er den højeste af årskarakter og prøvekarakteren, der gælder.

- “Men hvorfor skal vi så overhovedet til prøve? Hvis jeg alligevel har 12 i årskarakter i mundtlig engelsk, kan prøven jo være lige meget!?”

Motivationen er fjernet

Det er ingen overraskelse, at spørgsmålet kom fra en elev, der faktisk har 12 i standpunktskarakter i mundtlig engelsk. Og sandsynligheden for, at hans årskarakter også bliver 12, er ret stor. Og jeg kan da godt forstå hans spørgsmål, må jeg indrømme. Det virker lidt skørt at fjerne motivationen hos de stærke elever udelukkende for at tilgodese de elever, der måske har fået en ringere undervisning grundet nedlukningen.

Interessen for faget kan ikke fjernes

Men når det så er sagt, så er jeg faktisk i bund i grund slet ikke i tvivl om, at mine stærke elever stadig vil kæmpe for at præstere godt i den mundtlige engelskprøve. Hvorfor skulle de ikke? Måske føles det anderledes lige nu, men den faglige stolthed skal nok overtage og motivere dem i sidste ende. Når alt kommer til alt, er deres høje karakter jo ikke kun udtryk for en høj faglighed, men ofte også for en interesse i og for faget. Og jeg er sikker på, at den interesse ikke bare kan pakkes væk, bare fordi man ikke behøver gøre brug af den.