Hvis elevplaner skal lykkes

»På længere sigt vil det spare mødetid. Så skal man ikke sidde og snakke så meget, så har man det i stedet på skrift«. Citat Bertel Haarder, TV2 Nyhederne den 7. juni 2006.

Da Bertel Haarder tiltrådte som undervisningsminister i denne omgang, lovede han, at han ville tænke, før han talte - også på det område har han svært ved at holde ord.

Jeg har aldrig i mit lærerliv oplevet, at øget skriftlighed i mit teamsamarbejde, skole-hjem-samarbejde eller min egen forberedelse har medført en reduktion i den mundtlige kommunikation - tværtimod.

Vi er også blevet tudet ørerne fulde af, at elevplanerne bare skal indeholde det, vi plejer at lave - vi skal bare lige skrive det ned. Det vidner om en total mangel på forståelse og respekt for, hvad det kræver at henvende sig klart og præcist til en bestemt målgruppe. Politiken problematiserede det fint i sin lederartikel den 12. juni: ». de skrevne planer risikerer at blive temmelig tandløse. For hvordan skal læreren med få ord skrive, at lille Ib må tage sig sammen i dansk og i øvrigt er en plage for sine kammerater i frikvartererne? Mon ikke både skole og forældre er bedre tjent med den personlige kontakt, når der er problemer?«

I DLF anerkender vi, at elevplaner kan være et godt udviklingsredskab, der kan understøtte den evalueringskultur, der er nødvendig i skolen. Men hvis ideen om elevplaner skal lykkes, er det vigtigt, at lærerne kan se formålet med dem - at de bliver udarbejdet, fordi man ser et behov. Fordi man på den enkelte skole mener, at elevplaner kan give et kvalificeret løft af elevernes udbytte af undervisningen og af skole-hjem-samarbejdet. Det kræver, at man på skolen prioriterer og dermed afsætter den fornødne tid til opgaven. Desværre er det ikke det, der lægges op til i udkastet til bekendtgørelsen om elevplaner. Her lægges der op til, at alle elever skal have elevplaner i alle fag, og der følger ingen resurser med fra centralt hold. Vi har svært ved at se, at det her kan blive andet end et voldsomt og uhensigtsmæssigt bureaukrati og en ren afkrydsnings/ spildtidsopgave, der trækker energi ud af kerneydelsen: undervisning. Og det er ikke noget, der gavner lærernes arbejdsmiljø eller stressniveau.

Er det virkelig så svært at forstå, at hvis tingene skal lykkes og engagementet bevares, så skal initiativerne gro nedefra?