Hvis du si’r digidigidut til verden, si’r den digidigidut til dig…. Og så er du på glidetur ad livets landevej

Forleden lå der et annoncetillæg i postkassen; for år tilbage var det kommet ind gennem brevsprækken, men sådan er der så meget som viser at service er et pendulord der ikke længere betyder at tjene, men at tjene penge lettest muligt. Men altså: der lå et annoncetillæg om Den moderne Folkeskole. Det var udarbejdet af en gruppe der kalder sig Media Movers, på dansk vel sagtens mediemøverne. Her lovprises den digitale skole. Her peges på de mange muligheder for nye undervisnings- og lærersamarbejdsformer. Her lægges der op til det store digitale spring fremad med nye læringsuniverser og fagportaler fra førende undervisningsforlag. Alt sammen i og for sig inspirerende læsning, men der mangler noget.

Begrebet mediemøvere trænger sig på. I al lovprisningen forekommer indlæggene at være båret af en nærmest Bjarne Corydonsk mangel på sans for andet end sit eget spor. Bedst kommer det måske til udtryk i den overskrift der udbasunerer den nye skoles grundlag: ”Børn skal læse, regne og Google”. Ja, og hvad så? Hvad skal de læse, regne og google (jeg skriver det med lille begyndelsesbogstav, for det anvendes dog snarere som verbum end som et synonym for Gud)? Er det aktiviteterne, færdighederne i sig selv der er bærende? – og er de de væsentligste?

Jeg glæder mig over alle de nye muligheder der viser sig med de digitale mediers indtog i skolen, men jeg græmmes over de ørepropper og skyklapper der er fæstnet på hovederne af dem der ikke hører andre sange end teknologihymnerne, og som ikke ser bivirkningernes lamper blinke.

For nylig skrev Lise Egholm i sin fremragende bog ”Fordi du skal” at hun var glad for at hun skulle gå af før den digitale indskrivning blev kravet. Hun ville møde forældrene og barnet, for i dette møde lån kimen til den indsigt der kunne føre til et godt samarbejde og en god skolegang. Jeg har hørt folk indvende at en skoleleder da bare skal møde forældrene alligevel. Ja, men den første kontakt er noget særligt, og en del af de mindre skolebegejstrede forældre vil have mange muligheder for at putte sig eller undslå sig, når de har gjort deres pligt: skrevet deres barn ind. Den digitale indskrivning favoriserer de i forvejen skoleglade, som så meget andet i vores skole. Og digitaliseringsfolket overser værdien af det personlige møde.

Forleden sad jeg og beundrede en toårig der helt suverænt lagde puslespil på en iPad. Men det tilsvarende spil i træbrikker var lukket land. Digitaliseringsfolket overser ofte væsentligheden af at vi som mennesker er i stand til at anvende mindst fem sanser. De gamle fyndordsmagere talte om at man var et vel farent menneske, når man var ved sine fulde fem; altså havde fem sanser og kunne bruge dem. I alt for lang tid har skolen udviklet sig imod at mennesket blot skal være ved sine fulde to, synet og hørelsen, de to afstandssanser vi kan redigere i og bruge til at lyve med for både andre og os selv. De andre tre sanser, smagen, lugten og følelsen er uredigerbare og uregerlige fordi påvirkningerne er direkte. Derfor må en digitalisering ledsages af en styrkelse af det musisk-etisk-æstetiske, ikke som aktivitetstimer der jo lugter af socialdemokratisk angst for pauserende børn, men af en humanistisk, filosofisk, håndværksmæssig og kunstnerisk undervisning. Det handler jo ikke bare om at læse, regne og google, mens også om at reflektere, filosofere, kreere, innovere… Alt sammen handlinger der kræver at stoffet mødes af alle sanser, samt at eleverne lærer at prioritere etisk og æstetisk.

At det digitale har vundet indpas i børns og unges liv er et uomtvisteligt gode, men bivirkninger som social mobning hører også med til billedet. Skoler kan lave nok så mange politikker på dette område for at undgå alt fra grimt sprog til pædofilkontakt, børnene og de unge må også lære at sætte virkelighed på deres digitale adfærd for at kunne fatte rækkevidden af deres handlinger. På et tidspunkt blev jeg opsøgt af en meget vred mor med en meget knust datter. Pigen havde kl. 21.33 får en sms på mobilen der lå på hovedpuden: Jeg smadrer dig din klamme luder. Det var en amatør der havde sendt den. Afsenderens telefonnummer var ikke anonymiseres. Men det viste sig at nummerets indehaver havde lånt telefonen til en anden på vej hjem fra klubben. Så vi fik fat på den anden og hendes forældre. Ved konfrontationen satte jeg rammen ved at referere til Bent Hallers glimrende børnebog Fredsaberne som jeg havde fortalt om ved en morgensamling. Begge piger vidste at den gamle abe Gråskæg vogter over det farligste af alle våben, buen og pilen, som kan dræbe på afstand uden at man får blod på hænderne. Altså sanseløst. Nu bad jeg den pige der havde sendt sms’en, den digitale pil, om at rejse sig, se på offeret og læse sms’en højt. Hun læste mens både hun, moren, offeret og hendes mor græd, og ved slutningen sagde hun undskyld – og offeret tilføjede: Jeg gør det heller aldrig mere. Det er vigtigt at man får det virkelige liv på hænderne og ind i sjælen, bliver i stand til at lytte til sig selv og til at sætte sig ud over sig selv for at leve sig ind i andres følelser og får muligheder for at agere i et femsanset fællesskab. En af vejene hertil er det arbejde med litteratur som ifølge et nordisk forskningsprojekt (Den nordiske skole i en multietnisk og multimodal verden, nordfag.net) ved at degenerere i automatik. Fokuseringen på færdigheder, test og nytteværdi har gjort modersmålslærerne i de skandinaviske lande eminente til at give didaktiske begrundelser for læse- og skriveundervisning, men de kobler plejer-piloten på når de skal begrunde litteraturundervisningen. Og nu skal vi så også blive gode til at begrunde google-undervisning, hvilket måske vil være endnu et søm i den livsnødvendige litteraturundervisnings plejer-død.

Og kære dansklærere: Det bliver ikke bedre af at binde hele skolen dansk-budget til en digital megaportal. Det kræver nærvær, engagement og vilje til at læse litteratur sammen med eleverne. Kære dansklærer. Tag på dig at du er en dannet åndsperson der skal åbne en skatkiste for eleverne – og for de kommende lærere der bliver kolleger med en faglig discount-læreruddannelse i ryggen. De kommer med et halveret danskfag, næppe belæste og lidende under det Orwellske begreb som Uddannelsesministeren har beriget os med: faglig fortætning.

Sjældent har det været så meningsfuldt at være dansklærer, hvis vi altså tør insistere på litteraturens, kunstens og sansernes forbjerg, Kap Dannelse, som kan rejse sig og forhindre at den digitale bølge bliver en sanseløs tsunami.