Hvis du ikke kan lide lugten i bageriet...

Meget vand er løbet gennem åen siden. Samtlige målinger på kvalitet og trivsel i forlkeskolen siden, har påvist at lærerne trives elendigt med utrygheden i den manglende aftale om arbejdstid (og NEJ vi har stadig ikke en aftale om arbejdstiden med tal der beskriver den, men kun en aftale med formulering om at ledelsen skal planlægge tiden rimeligt - overladt til hvad de selv finder rimeligt).

Det store påstyr var jo anlagt af regeringen, for at finansiere en dyr reform med dit sved, dit forhøjede blodtryk og din arbejdsglæde, så man med et trylleslag kunne give børnene mere undervisning, uden at betale nogen noget for det.

Desværre (eller måske heldigvis?) har det vist sig at dumstædige synsninger og hovedløse hovsamissiler fra bagsiden af et skrivebord i Mordors kontorlandskab aka Undervisningsministeriet har udmøntet sig i kvalitetsdyk og trivselsfald også hos eleverne. Dét er dog ved at materialisere sig for øjnene af de nidninge som forstod attentatet på Folkeskolen i 2013.

En længere skoledag, for 0 kroner, udført af overbebyrdede, desillusionerede lærere uden ejerskab i de tusindvis af mål og metoder man vedtog og udsendte som et Stalinorgel på autofire gav ikke pote. Det gav personale- og elevflugt til andre steder, f.eks. privat- og friskolerne - og dermed blev regeringens flotte ord om et løft af Folkeskolen til en polarisering af skoleverdenen, hvorved man over tid har drænet folkeskolerne i landet for penge, fordi de via tildelingsmodeller følger eleverne over i andre tilbud.

Alt dette blev man advaret om af DLF i 2013. Udsigten til de lovløse (eller rettere lovgivne arbejdsvilkår som noget en leder kunne bestemme egenrådigt) gav anledning til at DLF ikke ville anbefale medlemmerne at stemme sådan en aftale hjem.

Måske er det erkendelsen af at man faktisk fik præcist det lort man blev truet med, at regeringen sadlede om? De nye toner om en ny start, elefanten ud af rummet og sammen om skolen snød Bondo til at anbefale medlemmerne at stemme det samme hø igennem i 2020, som man vægrede sig ved i 2013. Få kommaer havde flyttet sig, men signalerne fra blodtørstige, grådige arbejdsgivere var at man ville vise nåde og rimelig adfærd, fordi man godt selv kunne se at udbytteriet havde drænet folkeskolen til et uholdbart niveau.

Sammen om skolen skal nu løse det hele. Nu skal vi have samme mål, men den grundlæggende diskrepans mellem arbejdsgivernes interesse (mest undervisning for færrest kroner) og arbejdstagernes (flest kroner for færrest muligt timer) er gået i glemmebogen, og beskrives nærmest som uartigt, grådigt og dovent, når det påpeges, at vi altså går på arbejde for at få løn, ikke fordi "det handler om at eleverne bliver klogest muligt"... Tryktest selv udsagnet: Hvor mange lærere ville møde op, hvis lønnen ikke kom? Fordi det trods alt var vigtigst for dem at børnene lærte noget? Ikke ret mange, vel? (Det betyder selvfølgelig ikke at lærere er ligeglade med hverken elevtrivsel eller læring - men blot at det er en slags gidsel, som KL og regeringen har skubbet under bussen, og sagt at lærerne ikke kerer sig om børnene, hvis de kræver ordentlige vilkår for sig selv. Som om de to ting ikke kan ske samtidig).

Men lad os lige spørge om det der Sammen om skolen nu også er så pokkers meget sammen?

Man må forstå på DLF, at nu sidder man endelig med ved bordet? Dejligt, så kan vi stoppe dårlige idéer før de bliver til beslutninger? Har Coronakrisen vist at DLF har fået indflydelse? Har nogle af Gordons opråb og krav vist, at lærerne skal beskyttes mod pandemien? Eller har regeringen tromlet henover hensynet til de ansattes sundhed, med en skelen til bundlinjen, og krævet at lærerne stod klar til at ofre sig for samfundsøkonomien, med Gordon som blind passager i damptromlen? Mit indtryk er det sidste... SÅ lidt, er vi faktisk sammen om skolen!

Men det stopper jo ikke her. For ALLE lærere siger at skoledagen er for lang. Nu kan der åbnes for at reducere den... med få minutter. Problemet drejer sig ikke om minutter, men timer, og hvis man rullede reformen ud over kanten til vulkanen, og vendte tilbage til et EU-gennemsnit i undervisning, så ville det givetvis udnyttes til at afskedige en masse lærere for at spare, nu hvor man har den talløse A20 i hånden? Så jo, vi er sammen om skolen i den forstand, at man med A20 har lukket munden på kritikken, med truslen om fyring.

I Potemkinkullissens midte står en undervisningsminister og maler med den brede pensel og siger at man endelig har fået elefanten ud af rummet og genoprettet samarbejdet og tilliden. Bag tæppet sidder der et magtapparat og forhindrer at man undersøger hvad der foregik i 2013. Hvorfor? Hvis man havde rent mel i posen, og alt i 2013 var gået rigtigt til, så kunne man jo godt undersøge det, for at genoprette tilliden mellem dem og os? Hvis der er en mistillid blandt de lærere der oplevede 2013, og man gerne vil den til livs, tror man så det sker ved at sige at alt var i orden? Jeg kan da godt forstå, at en undersøgelse vil være både dyr og tidskrævende, men det er det også at vente og håbe på at tilliden opstår af sig selv... det har perioden fra 2013-nu vist. Mistilliden har vist aldrig været større?

Vi er ikke sammen om skolen. Underviserne er helt alene, når de står med eleverne, væk er alle de, som har travlt med at fortælle os at det er en opgave vi skal løse i fællesskab. Alle ministrene, borgmestrene, KL-rådene, konsulenterne, DLF-toppen og ofte også lederne er andre steder, for nu er det jo blevet sagt hvad der skal gøres. Og alle andre end dem der skal gøre det er enige!

Netop fordi vi er alene, så skal vi ikke regne med hjælp fra nogen. Ikke fra retssystemet, fagforeningen eller arbejdsgiverne. De ønsker dybest set ro på bagsmækken, fremfor klarhed over forløbet og placering af ansvaret for, hvem der gjorde din arbejdsplads til deres legeplads!

Derfor er det mig en gåde at kun 6.300 lærere har støttet Karsten Bräuners borgerforslag om, at folketinget skal tage stilling til en undersøgelse?

Er de øvrige tilfredse med tingenes tilstand?

Eller tror de ikke på at en afstemning vil skabe opmærksomhed i medierne?

At oppositionen vil tænke på at få 'en sag' på Mette Frederiksen (som stod bag L409 som beskæftigelsesminister)?

Hvis dem der stadig sidder der, stemmer mod at skulle undersøges, så vil det også sige noget om hvilken tillid man kan have til at vi nu er Sammen om skolen?

Der sidder nu så mange i Folketinget, som ikke selv har stemt L409 igennem, at de måske kunne have lyst til at se hvad der egentlgi foregik?

Det koster intet at støtte forslaget og tvinge dem til at tage stilling. Så det synes jeg, at alle lærere skulle gøre. Faktisk forstår jeg ikke, hvis man som lærer er interesseret i at det ikke bliver undersøgt?

Men måske fik Thorning-regeringen ret? De som ikke kunne lide lugten i bageriet skulle ud og de nye som kom til, kan ikke forestille sig et bageri der ikke stinker af råddenskab, løgn, bedrag og skjulte motiver, så de tror nybagt brød skal dufte sådan?

Jeg kan huske, da det duftede af åndsfrihed, medejerskab og arbejdsglæde - dengang Sammen om skolen ikke var noget, vi fik fortalt vi var, men noget man kunne mærke vi var.