Opgøret om nye lønformer kredser hele tiden som katten om den varme grød. Ingen vil sige, hvilke kvalifikationer, resultater eller præstationer der skal præmieres kontant. Kongressen har fastslået, at pengene i givet fald skal gives til konfrontationsopgaver, men hovedstyrelsen er foruroligende lidt meddelsom. Lige under overfladen lurer en eksplosiv interessekonflikt i lærerstanden.
Lad det være sagt, så det ikke er til at misforstå: Hvis Danmarks Lærerforening på nogen måde accepterer, at de, der midlertidigt eller vedvarende er ude af klasserummet (for eksempel i forbindelse med efter- og videreuddannelse), skal præmieres for næsen af dem, der konfronterer eleverne i klasserummet, så er Danmarks Lærerforening ikke længere en forening for Danmarks lærere. Så er det en forening for Danmarks fraværende eller forhenværende lærere. Så må Danmarks nærværende lærere - der vel stadig udgør cirka to tredjedele af foreningens medlemmer - finde sig nogle nye talsmænd.
I tidligere kolleger, der endnu repræsenterer Danmarks reelt undervisende lærere, pas nu på, når I færdes på de bonede gulve! De kan være meget glatte.
Niels Christian Sauer
Karlebo
Hvem skal præmieres
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.