Hvem kunne og burde have handlet anderledes?

Du må da vælge side i konflikten mellem Israel og Palæstina, mente Þórarinn Leifssons 25-årige datter, men han var nu ligeglad. Det var op til hendes generation at tage stilling. Han ville bare skrive for sit eget egos skyld – ved siden af at være turistguide på Island.

Dette provokerende udsagn fyrede Þórarinn af i en samtale med kritikeren Damian Arguimbau, der skulle forsøge at føre en samtale med den herligt anarkistiske og provokerende islandske forfatter og illustrator om hans roman Manden der hadede børn (udkommet på dansk hos forlaget Torgard).

Ustyrligheden blev forsøgt tøjlet i en anden samtale, hvor forfatterne Mats Berggren, Jessica Schiefauer og Anders Totland talte om brutale bøger og nåede frem til en slags fælles forståelse af, at man ikke skulle skrive brutalt blot for at svælge i brutalitet, men for at vise, at handlingen kunne have udviklet sig anderledes, hvis nogle havde taget ansvar, grebet ind eller/og truffet andre valg. ”Der er så mange gode voksne, som ingenting har gjort,” sagde Anders Totland.

Samme tilnærmning gav Gro Dahle, som står bag teksten til billedbøger om incest og porno: ”Vi må sætte spørgsmålene i spil, og så læserne fundere over svar.

Efter sådanne synspunkter blev det ganske voldsomt at høre om forlaget Jensen & Dalgaards samarbejde med Det danske Hus i Ramallah dels om udveksling af et par billedbøger og dels om etableringen af to workshop for palæstinensiske illustratorer og forfattere. Selve opholdet havde været præget af et engagement og en menneskelig åbenhed, som mødte både forlæggerne og de to workshopledere, Hanne Kvist og Søren Jessen, som ses sammen med nogel af deltagerne på fotoet oven over. Og det kom der blandt andet et par bøger ud af: Mette Vedsø og Stine Illums Dumme Lili på arabisk og på dansk Kahled Jom’a og Abdullah Qawariqs Hvis de lagde skolen ved vandet. At se de to bøger og at høre om det frugtbare samarbejde forekom både lære- og perspektivrigt. Det, der gav det hele en grundtone af noget voldsomt, var den stille beretning om de evindelige chikaner og overgreb, som besættelsesmagten udsatte indbyggerne i Ramallah for; selv for det arbejde med uddannelse af palæstinenserne, som Tamer Institute står for, og som de i øvrigt fik Astrid Lindgren-prisen for i 2009.

Og så slutter dagen utilsigtet med en bunden sløjfe. "Du må da tage stilling i konflikten mellem Israel og Palæstina, far!""Der må være nogle, der kunne have handlet anderledes." "Der er så mange gode mennesker, som ingenting har gjort!"

Forfattergrebet med at spotte steder i handlingen, hvor der kunne være truffet andre valg, virker også som en fin tilgang til meningsfuld undervisning i litteratur, det være sig brutal eller ej.