Hvem er »vi«

Det glæder mig, når Lotte Lange i Folkeskolen nummer 40 oplyser mig om, at intentionen med hendes indlæg i nummer 37 var at argumentere for, at man kan være professionel og samtidig kæmpe for bedre løn og arbejdsvilkår. Det stod mig noget uklart, da jeg læste det første indlæg.

Jeg har intet polemiserende ærinde måske bortset fra, at jeg foretrækker debatindlæg, hvor man ikke benytter betegnelsen »vi« uden at tydeliggøre, hvem vi er.

Lotte Lange nævner oplægget Nye veje, der efter min opfattelse er et reklameskrift, der stempler tilhængere af lønabejdermodellen som smådumme, når nu hovedstyrelsen mener noget andet.

Sådan bør et redeligt debatoplæg ikke udformes.

Jeg er enig med Lotte Lange (og vel resten af hovedstyrelsen) i, at vi lærere i folkeskolen udfører et vigtigt arbejde, der for resten er særdeles spændende, men jeg savner dokumentation for, at jobbet er noget særligt.

Lotte Lange skriver, at de arbejdsvilkår, vi (hovedstyrelsen?) kæmper for nu, er optimale arbejdsvilkår.

Jeg går som lønmodtager på arbejde for at tjene penge og forventer en klar aftale med min arbejdsgiver om såvel arbejdsopgaver som tidsforbrug hertil. En sådan aftale, der i Vejle sker gennem en årlig forhandling og optælling af timeforbruget til de enkelte opgaver, finder jeg er basis for gode arbejdsvilkår. Det giver tryghed og sikkerhed for, at jeg får løn for det, jeg laver, og at ekstraopgaver afregnes ved kasse et.

Den tryghed ser jeg ikke i hovedstyrelsens oplæg, hvor omfanget af de enkelte arbejdsopgaver og tidsforbruget hertil ikke beskrives klart.

Når dette læses, har kongressen vel rettet hovedstyrelsens fejltrin.