Hvad skal vi med Håndværk og Design?

Dansk og Billedkunst. Det er mine fag. Jeg elsker synergieffekten mellem fagene Dansk, Billedkunst, Musik og Drama. Eleverne skal arbejde praktisk/musisk. De skal opleve træværkstederne, køkkenet og håndarbejdslokalet. Det har altid været min faste overbevisning, at eleverne skal præsenteres for den bredest mulige palet af sprog og udtryksformer. Det skaber fundamentet for at nå alle de andre faglige mål.

H/D, som fag burde egentlig være vand på min pædagogiske mølle, netop pga. førnævnte synergieffekt, men da jeg blev bedt om at undervise i faget ”fordi jeg er Billedkunstlærer”(?), ramlede jeg ind i et realitetschok.

Jeg er rimeligt velbevandret udi diverse håndværksfag, men har endnu ikke erhvervet maskinkursus, aner ikke hvordan man tråder en symaskine og har et rimelig anstrengt forhold til broderigarn.

Rammerne spænder ben for udvikling

Mine kolleger slås med lignende udfordringer. Heldigvis supplerer vores kompetencer hinanden godt, men lavpraktisk kan det være svært at få alt til at gå op i en højere enhed. Rent skemateknisk er det langt fra sikkert at vi i praksis kan etablere et samarbejde. Vi risikerer at være placeret skævt for hinanden. Samtidig kan faglokaler være optaget til andre formål.

Det betyder at et fag, som egentlig burde mikse hårde og bløde materialer. Et fag hvor eleverne naturligt bevæger sig mellem værkstederne styret af deres aktuelle behov, kommer til at ligne traditionel sløjd- og håndarbejdsundervisning. Vel egentlig ikke det, der var tanken?

At faget også på elevskemaer og i daglig tale kaldes sløjd og håndarbejde, gør ikke sagen bedre. Samtidig gør vores sparsomme forberedelsestid at vi lærere let griber til gamle forløb og ideer, for at genbruge dem.

Jeg ser frem til at følge udviklingen på min skole. Magter vi i tale og tanke, samt rent praktisk, at løfte faget derop hvor det fortjener at være?