Hvad er meningen

I Folkeskolen nummer 50-52/2003 er der vedlagt et agitationsskrift fra Europa-Kommissionen om den kommende EU-grundlov.

Hvorfor er der egentlig det? Kan man betale sig til at få sine politiske skrifter med i bladet? Skriftet kan samtidig rekvireres som klassesæt. Betyder det, at Folkeskolen og Europa-Kommissionen har samme mening om EU- grundloven?

Ved nærlæsning af agitationsmaterialet fra kommissionen er der kun en kritisk røst (Jens Peter Bonde). Hans modstand er tilsyneladende kun på formen at der ikke er ret lang tid til at informere om indholdet af traktaten. Måske ville han også have et og andet at sige til indholdet, hvis han havde fået lov Der er meget be-grænset af argumenter imod selve EU- grundloven hvis nogen overhovedet.

Det bliver ikke problematiseret, at nogle måske flertallet er imod en egentlig EU-grundlov, fordi de mener, den vil stå over Danmarks grundlov.

EU vil blive en juridisk person, hvilket betyder, at EU kan træffe beslutninger på samtlige landes vegne.

En reduceret menneskerettighedserklæring bliver indskrevet i EU-grundloven, hvilket betyder, at det bliver uklart, hvilke domstole der bestemmer i menneskerettigheds-spørgsmål.

Når Europa-Kommissionens skrift nu er så ensidigt for EU- grundloven, betyder det så, at i næste nummer får modstanderne lov til at argumentere imod i en pam­flet, der også kan rekvireres som klassesæt i alle landets skoler?

Svar

EU-Kommissionen kan som alle andre købe annonceplads i Folkeskolen. Det er annoncerne, der betaler bladets produktion. Men betingelsen er, at man overholder vores annoncekodeks, derfor præciserede jeg i efteråret til EU-Kommissionens danske repræ­sentation, at annoncer ikke må være politisk propaganderende. »Det er«, skrev jeg, »afgørende, at I i jeres skrive- og produktionsproces er opmærksomme på, at det endelige resultat opfylder denne betingelse«.

Materialet er EU-Kommissionens tilbud til undervisningen i skolens ældste klasser, og jeg ville personligt ikke have problemer med at bruge det i samfundsfag. Det giver sig jo ikke ud for at være en grundbog, og det behandler kun en begrænset del af de problemstillinger, som det vil være relevant at arbejde med i et emne om en EU-traktat. Om jeg ville bruge materialet, er så en helt anden sag. Jeg synes, det virker både kedeligt og temmelig ustruktureret. Det ville kræve en meget stor indsats af læreren både i forberedelsesfasen og undervejs; og der skulle indhentes andre synspunkter. Men derved adskiller det sig jo ikke fra så mange andre undervisningsmidler.

Og så er det jo da heldigvis fuldstændig frivilligt, om man vil rekvirere og bruge EU-Kommissionens tilbud.

Se i øvrigt anmeldelsen af materialet bag i bladet.

Thorkild Thejsen, chefredaktør