Hvad er i grunden 'grunden' i lærernes grunduddannelse?

Vi har for vane at tale om læreruddannelsen som en grunduddannelse. For selvfølgelig skal en lærer grunduddannes! Men hvad mener vi i grunden med ’grund’-uddannelse?

Det er i skole og uddannelse, at vi gennemfører den formelle, samfundsmæssige opdragelse af de kommende generationer. Skole og uddannelse er den systematiske tvang og ret, vi giver hinanden til kollektivt at blive indført i tilværelsens finuligheder og voldsomheder. Skole og uddannelse er et beskyttet rum, hvor elever og studerende føres ind i og kan eksperimentere med en fremtid, vi ikke aner ret meget om. Derfor burde det være indlysende, at lærernes grunduddannelse er en uddannelse i det grundlæggende i samfundets ikke-vilkårlige opdragelse af de kommende generationer.

Til det har vi brug for pædagogikken! For skole og uddannelse er aldeles grundlæggende pædagogiske fænomener. Det er med skole og uddannelse, at pædagogikken fødes, lever, ånder, bliver til og konstant fornys.

Pædagogik er teorikonstruktioner om opdragelse. Pædagogik er normative teorier om, hvor vi gerne vil føre barnet, den unge eller novicen hen - om veje og vildveje ind i det uvisse. Pædagogik bygger på viden om verden, livet og hinanden – i al sin mangfoldighed. Pædagogik er oplysning og leg. Pædagogik er forvaltning af rum for fri udfoldelse ind i og ud i det, som er værd at vide noget om, og som vi måske at kan komme til at være, kunne og gøre noget ved.

Lærernes grunduddannelse handler om at bane veje for, at unge aspiranter kan blive lærere. At være lærer er at vide, hvad pædagogik er. Lærernes grunduddannelse bør derfor være en grundlæggende pædagogisk uddannelse.

Det er i grunden pædagogik, der er grunden i grunduddannelsen.