Hovsa - det havde jeg ikke lige set komme

Forleden aften hørte jeg Vigga Bro fortælle på Svanekegården. Denne klejne kvinde, som vokser scenestor, når hun har træder op og åbner munden, ville fortælle om længsler; længsler efter Grønland, som hun vel at mærke aldrig har gæstet.

Hun fortæller om sin barndoms betagelse af Knud Rasmussen, denne vidunderlige og smukke mand, som gjorde Grønland nærværende for så mange af os. Og altså også for Vigga Bro, som helt åndeløst fortalte om den dag, hvor hun som lille pige kom cyklende og så ham stå og tale med en anden af Grønlands udforskere, Peter Freuchen. Men den beundrede Rasmussen stod med ryggen til, så hun vendte om og kørte tilbage forbi dem. Han stod stadig med ryggen til, så hun gentog turen et par gange, indtil hun fangede Peter Freuchens forundrede blik. Men det at have set Knud Rasmussen, det at have kørt så tæt forbi ham, at en udstrakt arm ville have kunnet røre ham, det ramte den lille Vigga, og det har været betydningsfuldt for hende siden. Også efter at det, da hun blev ældre, gik op for hende, at Knud Rasmussen døde nogle år, før hun selv blev født. Længslen kunne ikke forlade hende. Og i dette skær lyttede vi derefter til grønlandske myter og fortællinger, Festens gave, Hermelin...

Tænk, hvad man kan opnå ved ikke at følge den lige vej til målet, men kaste et overraskelsens og forundringens lys over stoffet. Det her var fortællekunst af fineste karat, ganske tæt beslægtet med undervisning, når den skal fænge.

Så tænk over, hvordan man kan begå undervisning, der ikke er læringsmålstyret, men overraskelsesstartet.

Dagen efter denne oplevelse stod jeg på Åvangskolen i Rønne for at introducere eleverne til Jesper Wung-Sungs forfatterskab. Det har jeg skrevet om i et tidligere blogindlæg, men oplægget indledtes med den overraskende oplysning, at oldefar Wung-Sung var kommet til Danmark for at blive udstillet i Tivoli og fodret med hunde og katte.

Sært er det så, at Politikens bogtillæg dagen efter har et megainterview med Jesper Wung-Sung i anledning af, at hans nye roman, som kommer om få dage, handler om hans oldeforældres kærlighed.

Men det er nu en helt anden iagttagelse, jeg vil nævne. På gangene på Åvangskolen hænger kunst af høj klasse; jeg stod i nogen tid ved to store malerier af bornholmermaleren Søren Kjærsgaard (som vel at mærke stammer fra Ringsted). Han hænger rundt om på landets kunstmuseer og på LO-skolen i Helsingør (som nu hedder noget fjollet andet).

Det, der slog mig, var, at en lind strøm af elever og lærere passerede forbi malerierne uden overhovedet at ænse, at de hang der og bød sig til. De var blevet dekoration, inventar. Så det var måske på tide at flytte dem til et andet sted på skolen, erstatte dem af en håndskrevet planche op med teksten "Søren Kjærsgaard was here", eller hvad ved jeg. Men kunst må - lige som undervisning - ikke blive forudsigelig. Og tænk, hvis man er så heldig at have kunst på skolen for mange, mange tusinde kroner, og næsten gratis forny den og få den til at blomstre - blot ved at flytte den lidt rundt.