Hold ud, Heidi Medina

Ingen kan være i tvivl om, at rummeligheden ses som et ubetinget gode. Både for elevernes indlæring, trivsel, oplæring i demokrati og i social, hensynsfuld omgang med hinanden. Sådan lyder essensen af den progressive, politisk støttede vanvidspædagogik. Og den rummelige skole er jo lig med den udelte skole, hvor udeltheden får lov til uhæmmet at udbrede sin giftige gevækst. Men når vi er færdige med at godte os over, at vi ikke står i Heidi Medinas i Folkeskolen nummer 1 beskrevne rummelighedsrædsel, kunne vi måske finde på at indse, at rummelighedsmonsterets hæslige karikatur er det sindbillede på udeltheden, der får mantraet om den differentierede undervisning og DLF's professionalismeideal til at falde til jorden som vissent løv. Hvem tør sige højt og offentligt, at Heidi Medina bare kan tage sig sammen og forberede sig noget bedre? Og hvem tør fastholde tesen om, at det bedste, vi kan gøre for eleverne, er at blande dem ekstremt op, så de rigtigt kan opleve kvaliteten i samværet med alle evnekategorier og alle adfærdsarter? Netop denne udelthed fremmer jo indlæringen og skaber hele mennesker, hedder det. Spørg Heidi Medina, om hun mener, at denne påstand er rigtig. Vi læser jo, at hun står i det udelte inferno, når dette er værst. Vi ved også, at hun, hvis hun søger råd, bliver spist af med et læs af pædagogisk gammelklogskab. Og så ved vi, at hvis stumperne skal reddes, så skal folkeskolen ændres, så der bliver mulighed for elevdelinger. I dette tilfælde delinger ud fra flere end boglighedskriterier. Hold ud, Heidi. Med din modige og højst uvelkomne og ubekvemme beskrivelse af en virkelighed, som flere nok kender til, end man vil indrømme, kæmper du ikke alene din daglige kamp i klassen, men også en kamp mod tidens pædagogiske forvrængning og nedbrydning af vores folkeskole.