Hjernens politik – politikkens hjerne

”Menneskets plastiske hjerne – gådefuld og genstand for store forventninger” Af Steen Nepper Larsen. Forlaget Fjordager. 2015. 89 kr. 52 sider.

Denne anmelder måtte ellers tage tilløb til emnet om hjernen, som umiddelbart virkede kedeligt og med mindelser om det naturvidenskabelige syn, der i al for høj grad har været på strandhugst i den pædagogiske undervisningsverden i de senere år. Men efter en halv times pligtlæsning forsvandt tiden, og pludselig var der gået en hel eftermiddag med læsning af denne lille spændende bog om, hvordan hjernens plasticitet indbyder til politisk kamp om at definere, hvilken fortælling om hjernen, der skal herske.

Steen Nepper Larsen skriver brandgodt og kommer rundt om centrale problemstillinger om neurovidenskabens teknologiske landvindinger. I fem kapitler behandler han:

• Hjernen som et orkester uden centraldirigent

• Hjernen som et foranderligt organ, der aldrig kun er sig selv

• At jeg´et ikke er identisk med sin hjerne

• At der er grænser for hjernens plasticitet

• Om raske mennesker skal spise præstationsfremmende piller

I det sidste afsnit i bogen gengives en yderst interessant kronik, som Steen Nepper Larsen skrev i Information i 2009. Her blotlagde han, uden normativitet, kritik endsige ironi eller satire, hvordan visioner og argumentationsformer arbejder for at virkeliggøre hjerneoptimeringssamfundet. Det, Steen Nepper Larsen dengang ville vise, var, hvordan virkelighedens verden langt overgår fantasiens, og det lykkedes ham dengang i 2009 at vække til stor debat om, hvorvidt den teknologisk fikserede pille-industri skal have held til at optimere vores hjerner med kemi.

Det er denne debat, der fortsat skal føres. Steen Nepper Larsens ærinde med sin bog ”Menneskets plastiske hjerne” er desuden at påpege, at hjernens muligheder kan højnes uden kemi og uden tvang og træning fra den kognitive kapitalisme. Endelig spørges der i bogen, om det overhovedet er hjernen i sig selv, der er sandheden om menneskets egentlige væren.

De stærkeste afsnit i bogen er dér, hvor Steen Nepper Larsens filosofiske pondus kommer frem, fx i kapitlet om filosofi og tænkning, hvor Steen Nepper Larsen skriver: ” Den nyligt afdøde tyske sociolog Ulrich Beck udtrykte det så smukt, at vejen ud ad ensomhedens fængsel går gennem bøgernes dør” (s. 27).

Steen Nepper Larsen er på linje med den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas, når denne mener, at forholdet mellem hjerne og ånd ikke kun er et naturvidenskabeligt anliggende. Det er tværvidenskabelige undersøgelser, der må til for at forstå sammenhænge mellem ånd og hjerne. Det skal hverken biogenetik, neurobiologi eller kognitionsforskning have patent på. For hverken hjernen eller mennesket skal tvinges til ”dyrke en optimeringsstrategi, der alene hylder performancesamfundets værdier”.

Lærke Grandjean