Heldagsskolens egentlige rolle er udspillet

Jo, nu hvor regeringen og KL har formået at tromle lærerne ned, må det da vist nok stå klart, at den klodsede og ganske fortvivlede heldagsskole har udspillet sin rolle, længe før den blev realiseret. Heldagsskolens primære opgave var i en situation, hvor man havde sørget for, at antallet af lærere i folkeskolen var skrumpet betragteligt ind, at øge behovet for flere undervisningstimer, der selvfølgelig ikke kunne dækkes med ansættelse af flere lærere. Heldagsskolens opgave blev så at gøre det klart, at lærerne selv skulle betale for den ekstra undervisning i det kommende heldagsmonster. Og på den måde fik KL og regeringen en enestående lejlighed til at fjerne lærernes forberedelsestid ved at konvertere forberedelsestiden til undervisning vel vidende, at opgaven med at fjerne forberedelsestiden var ganske uden virkning for lærernes undervisning og dermed uden risiko for kommunerne. Lærerne vil helt sikkert forberede deres underisning, som de altid har gjort. At bevæge sig ud i udelthedens støj- og uroprægede infernoer uden at være vel forberedt, er ganske enkelt alt for risikofyldt for lærerne. Og da dette mål nu er nået, så må det da stå klart, at der ikke længere er brug for at realisere den visionsløse og fuldstændig tåbelige heldagsskole. Den eneste, der nu har brug for heldagsskolen, er børneminister Christine Antorini, der vist nok har fundet på ideen, og for hvem det derfor er en prestigesag at få tvunget ideen igennem. Heldagsskolen har faktisk opfyldt sit formål og må opgives.

Problemet er, at ikke så få lærere er faldet for ideen. Dette kan skyldes, at forholdene i de udelte klasser er så undervisnings- og uddannelsesmæssig umulige, at lærere, der er allermest berørt af udelthedens vanvittige sammenblanding af alle elevkategorier i klasserne, formentlig af nød har sat deres lid til, at det da vel næppe kan blive værre, end det er nu, men formentlig med lidt hjælp fra højere magter måske lidt bedre. Og den situation har politikerne med børneministeren i spidsen forstået at udnytte ved at spinde heldagsfænomenet ind i de mest usandsynlige og fantasifulde pædagogiske nyskabelser: Flere timer, sammenhængende skolegang, der bestemt ikke kan hamle op med en hensigtsmæssig læringsbefordrende lektionsopdelt skoledag, og en hel masse hoppen og springen rundt i langt større omfang, end børn har behov for for at kunne samle sig om undervisningen.

Men måske har lærernes eklatante nederlag over for lovgivningsmagten skabt grundlag for et mere nøgternt og ædrueligt syn på børneministerens fantasiprodukt.

Og måske vil de kuede lærere nu ruste sig og fremføre krav om, at når lærerne som stand nu er blevet kvast, så forlanger lærerne til gengæld ideale arbejdsforhold, ligesom alle andre erhvervsgrene forlanger og også får stillet ideale arbejdsforhold til rådighed. Måske kunne lærerne nu endelig forlange den udelte skole afskaffet. For selv om man skulle kunne finde eksempler på andre arbejdspladser, der byder på lige så mange hindringer for arbejdets udførelse som den udelte skole, så kunne det tænkes at lærerne nu begrunder afskaffelsen af den udelte skole med, at resultaterne i denne skoleform er så fortvivlende ringe, at alt nu taler for at erstatte den udelte skole med en rigtig undervisningsegnet elevdelt skole.