HAR DU TALT MED DIT BARN I DAG?

”Har du talt med dit barn i dag?” var der en gang et slogan, der lød. Med indførslen af den nye skolereform og lærernes nye arbejdstidsregler, kan jeg godt frygte, svaret på det spørgsmål ofte vil blive et nej. Det siger jeg set med både forældre- og lærerøjne.

Det er frustrerende at høre og læse om folk, der udtaler sig om vores arbejde uden at kende til skolen indefra. Det er også meget demotiverende for lærerfaget, at skolereformen er blevet trukket ned over os uden, at vi er blevet hørt og inddraget. Vi har levet med en mistillid, der har handlet om, at vi ikke lavede nok. Vi er blevet kaldt hyklere, og nu skal vi lærere sørme have med spanskrøret, skal vi! Folkeskolereformen er useriøs, og den er lavet helt uden evidens for, at børnene lærer mere ved at have længere skoledage. Der er simpelthen ikke noget forskningsbaseret grundlag for den nye reform.

GÅR LÆRERNE IKKE BARE TIDLIGT HJEM OG HOLDER FRI?Nej! Et kendetegn for lærerne er, at de er utrolig engagerede i deres arbejde. De hopper absolut ikke over, hvor gærdet er lavest. Tværtimod. Nu er misundelse en rigtig grim egenskab. Det er lige nøjagtigt misundelse, jeg har oplevet i forhold til de fleksible arbejdstider, vi som lærere har haft. Det er rigtigt, vi af og til har kunnet gå tidligt hjem fra skolen. Udenforstående ser bare ikke, hvad vi ellers laver af forberedelse, hvad vi har af aftenmøder og skole/hjemsamtaler for bare at nævne nogle ganske få ting. Det er også rigtigt, vi har haft længere ferier end mange andre, men der er faktisk en god grund til det. Vi har i perioder (til gengæld) arbejdet mere end 37 timer. I de uger, hvor vi fx har skole/hjemsamtaler, arbejder vi typisk mellem 40 – 50 timer ugentligt. Pointen er altså, at vi ikke har arbejdet mindre end andre, men vi har derimod kunnet tilrettelægge vores arbejdsdag, så den måske har været mere opdelt i dag- og aftenarbejde. Jeg har prioriteret at være sammen med mine børn om eftermiddagen, og så har jeg sorteret andre ting fra, som mange andre, der ikke er lærere, måske laver om aftenen.

FORDELENE VED FLEKSIBLE ARBEJDSTIDER:Det meste af min gode forberedelse har ligget om aftenen eller i weekenderne, hvor der også er ro til eksempelvis rettearbejde. Det kommer ikke til længere at kunne lade sig gøre med de nye arbejdstidsregler, og det kommer til at gå ud over mine elever og selvfølgelig også mine egne børn.Når jeg har haft undervisning en hel dag med 6-7 timer i måske 3 forskellige klasser, er jeg godt fyldt op. Man er virkelig ”på” som lærer og har stort set ingen pauser i løbet af en skoledag. I frikvartererne er man måske gårdvagt, måske er der et barn, der har brug for at snakke eller også er der fx computere, der skal sættes tilbage på plads, så en anden lærer kan bruge dem.Man har utrolig mange kasketter på som lærer. Dels er man underviser med øje for det faglige stof, for mål og for evaluering. Man er dels klasseleder, der skal holde styr på flokken, og så er man igangsætter og vejleder. Konfliktløser og omsorgsperson er også en læreropgave. Man er samtidig entertainer og praktisk gris, når man er på arbejde. Rollerne er faktisk utallige. Så efter en dag med undervisning i mange forskellige klasser, er det ikke dér, jeg personligt tænker de allerstørste kreative tanker. Det vil uundgåeligt komme til at gå ud over kvaliteten i undervisningen. Jeg er ked af at sige det.Fleksibiliteten i mit arbejde forsvinder i fremtidens skole. Nu kan jeg ikke længere selv tilrettelægge, hvornår jeg vil lægge min forberedelse, så det passer med familielivet, og det er jeg rigtig ærgerlig over.

HVORFOR JEG VALGTE AT BLIVE LÆRER:Det har i høj grad været et tabu at sige, man har valgt lærerjobbet af andre grunde end at man ELSKER børn og kan lide at arbejde med mennesker. Jeg er selv super glad for at undervise og være sammen med børn, lære dem godt at kende og se dem udvikle sig og måske lidt floskelagtigt sagt ”gøre en forskel” for børnene, men det er faktisk det, der driver de fleste lærere. Det, der også har været attraktivt for mange ved at vælge lærerjobbet, har helt klart været fleksibiliteten i arbejdet. Mange har heldigvis haft det på den måde, at det faktisk sagtens har kunnet lade sig gøre at være en dygtig lærer og samtidig tænke på sin egen familie. Der er vel ikke mange, der ønsker nogen tilbage til kødgryderne, men der kunne godt ønskes en bedre balance mellem familie- og arbejdslivet, og det har været én af goderne ved vores job.

DE FLESTE ANDRE MENNESKER HAR JO OGSÅ ARBEJDSDAGE FRA 8-16!:Jeg ved da udmærket godt, der er mange, der har sent fri om eftermiddagen og derfor først kan hente deres børn i institutionerne lige før lukketid. Det er jo tit det argument, folk kommer med, når de skal legalisere holdningen om, at lærerne da også skal have samme arbejdstider som de fleste andre, men det gør jo ikke situationen bedre, at vi nu skal være i den samme båd. Rigtig mange mennesker går ned med stress, og er det lige det, vi vil? I øvrigt er der nu en tendens til, at flere og flere arbejdsgrupper får mere fleksible arbejdstider med bl.a. hjemmearbejdsdage. Vi lærere kommer så til at gå i fuldstændig modsatte retning.

ER DET IKKE GODT, BØRNENE FÅR LANGE SKOLEDAGE, SÅ DE KAN LÆRE EN MASSE?Nu lærer børn også andre steder end i skolen! Børn lærer jo ikke kun af decideret undervisning. Børn lærer grundlæggende gennem tætte relationer til voksne, og de lærer af det, de gør sammen med andre. MEN for mig handler det helt grundlæggende om vores rettigheder og frihed til, som forældre, at kunne være sammen med vores børn. Jeg er SÅ ked af, at mange af de ting, jeg gerne vil lave og dele med mine børn, bliver lagt over i skolen. Nu skal de lokale idrætsforeninger, musikskoler og andre instanser, som har været tilbud i fritiden, lægges ind i skoledagen. Lektielæsning kommer også til at foregå i heldagsskolen.Samtidig lægges flere og flere opgaver over i skolen, som tidligere var forældrenes. Men det vil skolen aldrig kunne overkomme, for skolen kan aldrig blive forældres stedfortrædere. Den kan ikke udvise den omsorg, der skal til. Skolen kan og skal ikke alene overtage opgaver som fx færdselslære, seksualundervisning, kostpolitik eller for den sags skyld børneopdragelse. Vi har altid taget os af de børn i skolen, der har manglet opbakning hjemmefra, men vi skal ikke ensrette børn og fratage forældrene deres rettigheder!

Børnene oplever i dag en masse adskillelser og skift og har mange forskellige voksne omkring dem. Folkeskoleloven, som den ser ud lige nu, handler alt for lidt om det relationsarbejde, som er en nødvendighed for at børn føler sig trygge og lærer noget. Lige nu står der beskrevet i Folkeskoleloven, at pædagoger skal være understøttende i undervisningen, så læreren kan få ro til at ”lære fra sig”. Det har meget lidt med omsorg at gøre. Det handler jo ikke kun om at ”fylde på” eleverne i skolen. Børnenes trivsel er uden diskussion en forudsætning for, at der sker læring.

MEN ER DET IKKE ET PROBLEM, AT VI IKKE KAN MÅLE OS MED FX KINESERNE?:Nu synes jeg jo ikke, at Kina på det punkt er et forbillede for os! Vi har nærmest fået en konkurrencestat, hvor Pisa er blevet en slags religion, og jeg er så træt af, at vi indretter skolen efter det. Børnene skal for alt i verden score højt i Pisa-testen, så lederne og kommunen kan vise, hvor godt det går. Det handler for meget om tal og økonomi og alt for lidt om pædagogik.

Snakken om at forberede børn helt ned i vuggestue- og børnehavealderen på, at de skal score højt i PISA-test er jo helt ude af proportioner. Jeg læste et citat, Johanne Schmidt Nielsen havde lagt på Facebook, der virkelig understreger paradokset, at ”hvis vi kan komme i top 10 ved at sende børn et år tidligere i skole, hvorfor så ikke sigte efter førstepladsen og lade dem starte direkte fra vuggestuen?”. Pædagogikken i dagsinstitutionerne kommer som konsekvens automatisk til at tilpasses den tænkning, og børns leg og fantasi og forskelligheder bliver fuldstændig underordnet. Det er man da som lærer og pædagog nødt til at gøre oprør over. Lad nu børn være børn! Vi er begyndt at se på børn som fremtidens kapital. Lad os dog mere se på, HVAD børnene er i stedet for at tosse rundt i, hvad de måske en gang kan opnå og blive til.

HVAD ER LÆRING FOR EN STØRRELSE?:Det vi kan se i vores samfund nu er en intensiveret måleiver. Den måleiver forplanter sig helt ned i vuggestuen, hvor fx sprog og motorik vurderes og puttes ind i skemaer. Jeg har en kollega, som har fortalt mig, hendes søn får lektier for i børnehaven. Hun får at vide, bestemte bøger, hun skal læse for sin søn og hvilke spørgsmål, hun efterfølgende skal stille ham. Den læringssituation, som hendes dreng bliver presset ind i er simpelthen så ubehagelig, fordi det bare bliver alt for kunstigt. Dér hvor der for alvor sker læring er oftest, når børn af sig selv udviser nysgerrighed og engagement. Selvfølgelig skal vi forberede børnene på det liv, der venter dem. Men vi skal tænke meget over, hvordan vi gør det. Vi skal have fokus på i dagsinstitutionerne at udvikle børns grundlæggende færdigheder, som skal til for at blive dygtige i skolen. Det kunne være motoriske færdigheder og evnen til at kunne koncentrere sig, MEN det skal foregå gennem leg!

MEN ER DET IKKE GODT NOK AT FINDE UD AT, HVOR BØRNENE BEFINDER SIG HENNE?Det er selvfølgelig godt nok at danne sig et bredt billede af barnet (det har man i øvrigt altid gjort), men at man helt ned i så ung en alder bliver så mål- og resultatorienteret gør, at man glemmer det hele menneske. Hvor bliver barnets ret til barndom, leg og fri udfoldelse af? Vi skal ensrette børnene, og det er på ingen måder særligt inkluderende. Hvis man ikke kan opnå de forventede resultater, er man altså ikke god nok som menneske? Det er jo frygteligt! Alle skoler i Odense kommune er gået i gang med at uddanne inklusionsvejledere. Det er der jo meget fornuft i, for vi kan alle hele tiden blive bedre til at inkludere alle børn i fællesskabet, men det hænger altså ikke ret godt sammen med det med, at børnene bliver målt på testresultater.Man tror, test og måling er vejen frem og for samfundets bedste, og det er her, jeg bare må sige, jeg er dybt uenig.Målekriterierne bliver styrende for, hvad vi foretager os med børnene. Både som lærere og pædagoger, men også som forældre. Undervisningen i skolen bliver jo indrettet efter, at børnene skal testes. Jeg har kolleger på min arbejdsplads, der bruger meget undervisningstid på at lave prøvetests kun med det formål, at eleverne skal klare de rigtige tests godt.Jeg mener, det er i selve processen med arbejdet i skolen, at børn virkelig rykker. De ser: Hvad gik godt, hvad gik ikke godt? Børnene rykker ikke af, at de får at vide, de fx klarede en test under middel. Det er i et trygt miljø, at børn lærer noget. Jeg oplever tit børn, der klarer testene dårligere end forventet, fordi de simpelthen bliver enormt utrygge over den testsituation, de bliver sat i, hvor det eneste det handler om er, at de skal præstere.

FAMILIENS BETYDNING BLIVER FORMINDSKET:Det handler om at overveje godt og grundigt, hvilke værdier vi vil fremme i vores samfund. For mig har det at få børn, sjovt nok, været for at tilbringe masser af tid sammen med dem og være en kæmpe del af deres udvikling. Jeg tror ikke, ret mange mennesker som udgangspunkt vælger at få børn, fordi de skal klare sig fantastisk i én eller anden test og så går målrettet efter det lige fra fødslen. Jeg tænker også, at man som forælder helst vil forbeholde sig retten til at kunne bestemme over ens egne børn. Det jeg oplever nu er en udhuling af forældrerollen. Forældrene har ikke meget at skulle have sagt. De får ikke længere meget indflydelse på deres børns liv.Jeg ved godt, desværre, det sikkert passer mange forældre, at de kan parkere deres børn i institutionerne og fralægge sig ethvert ansvar, fordi de har så forbandet travlt.For mange mennesker er det at få børn (og helst mindst 3) blevet et prestigeprojekt på lige fod med de vellønnede jobs, den lækre villa og den fede bil. Der er faktisk bare ikke tid til at være sammen med og være nærværende overfor deres børn. Det helt store spørgsmål i min verden er: Vil vi have et samfund, hvor der OGSÅ er tid til at være sammen med vores børn, eller vil vi ikke? Mit svar er JA, jeg vil have et mere familievenligt samfund!

HVORDAN FAMILIEVENLIGT?Jeg kunne godt tænke mig en fleksibilitet i arbejdslivet. Jeg har i mit lærerliv benyttet mig meget af at kunne hente mine egne børn tidligt nogle dage og være sammen med dem i deres vågne timer. Så har jeg tit lagt min forberedelse på andre tidspunkter. Jeg har haft de rigtig gode snakke med mine børn om eftermiddagen om stort og småt, og jeg har kunnet følge op på alle de ting, der er sket i løbet af deres dag i skolen eller børnehaven. Jeg har deltaget i deres fritidsaktiviteter, og jeg har haft mine børns legekammerater med hjemme, hvor det ikke har været bestemte rammer, som har været styrende for deres leg.

DET HANDLER OM PRIORITERINGER:Lærer er jo ikke noget job, man vælger, fordi der er prestige i det, eller fordi man går efter masser af penge. Jeg kender mange, der siger: Jeg gad virkelig ikke være lærer og være i al den larm og løse konflikter hele tiden! Jeg kan som sagt rigtig godt lide mit arbejde, og jeg vil gerne yde mit bedste. MEN det skal også siges: Det ER et arbejde og ikke et KALD, sendt fra himlen, selvom det kan være provokerende for nogen at høre det, og så har de fleksible arbejdstider da også haft betydning for mit valg af uddannelse. Jeg er selv gift med en mand, som er selvstændig og lægger mellem 50 og 60 ugentlige timer i sit arbejde stort set hele året rundt. Og hvis vi, hjemme hos os, med god samvittighed, skulle have et familieliv til at fungere, og hvor det ikke er en eller anden au pair pige, der skal være sammen med vores børn, så var vi nødt til at kigge på, at vores arbejdstider hver især kunne forenes.

MEN ER DET IKKE EN GAVE, AT BEGGE FORÆLDRE I DAG KAN DYRKE DERES KARRIERE OG TJENE SAMFUNDET?Jeg ser alt for mange familier, hvor begge forældre har sindssygt travlt med deres arbejde. De vil begge to realisere deres drømme, og der er bare ikke ret meget tid til at være sammen med deres børn. Så får de lige rettet op på det engang imellem (for de lever jo mange af dem med en konstant skyldfølelse), og så tager de måske på en længere rejse, men så vender den stressede hverdag ellers tilbage.Det er bare slet ikke den måde, jeg ønsker min familie skal leve på. Hverdagen skal være holdbar. Det skal ikke være sådan i mit liv, at hverdagen bliver en evig higen efter ferier, for dér kan vi være sammen med familien…Jeg tænker altså, en kæmpe investering er at have tid og overskud til sine børn. Det er dét, de bliver trygge af, og det er de trygge børn, der har nemmest ved at lære. De utrygge børn får lavt selvværd og bliver ængstelige, og de børn bruger al deres energi på at finde trygheden. Klart, de så ikke lærer ret meget. Det har jeg simpelthen set alt for mange gange som lærer. Familien SKAL være den trygge base. Det er her, børnene kan være dem selv. Det må da for pokker også være en gevinst for samfundet i sidste ende.

FREMTIDENS SKOLE:Vi kender jo endnu ikke præcist rammerne for vores arbejde fra næste skoleår. Men vi ved, at børnene skal have længere skoledage, og lærerne skal være på skolens matrikel fra tidligt til sent hver dag. Det er derfor, jeg har været nødt til at sige min mening, for jeg er modstander af det, og skolen KAN eller SKAL aldrig blive stedfortrædere for mig i forhold til mine egne børn.Jeg kan da også godt have min tvivl, om der er ret mange, der i fremtiden vil vælge læreruddannelsen. Det tænker jeg pga. alle de omtalte ændringer på skole- og familieområdet, og jeg tænker det, fordi vi oplever kolossale besparelser på et område, der er så vigtigt i vores samfund. Det er rigtig vanskeligt at udfylde lærerrollen på den måde, man har drømt om, med de rammer vi har for vores arbejde, og desværre kan jeg frygte, mange lærere vil flygte fra folkeskolen i de kommende år.