Halleluja

1950'ernes Moralske Oprustning er over os i en ny udgave. Folkeskolens problemer er i dag, som landets var i 50'erne, så store og fastlåste, at nogen - DLF - har fundet på, at der skal en intens oprustning af og samling omkring et kunstigt glædesråb til for at overdøve alt det, ingen kunne drømme om at røre en finger for at reparere på. »Åh, hvor er jeg superglad for at være lærer«, gjalder det i Folkeskolens spalter. Halleluja! Med en let omskrivning af Ole Bjørn Krafts (konservativ politiker. Redaktionen) introduktion af oprustningsdillen: Alle problemer løser sig selv, hvis vi overgiver os til en ubetinget vilje til at plukke roser, hvor ingen roser kan gro. Den kunst skal lærerne trænes op til at excellere i. Det bliver herlige tider. Henrik Knoop falder i med en utrolig og forhåbentlig næppe holdbar begejstring. Han foreslår, gud bedre det, som i en rus, at dén virkeligt fagbundne undervisning, som ingen rigtigt kan få til at virke i den pædagogstøttede udeltheds morads, ganske enkelt lægges til side. I stedet opfordres lærerne til - for at undgå at lade sig slide op i den reelle og reale fag-faglige undervisning - at kaste sig og eleverne ud i en omgang spændende harry pottersk vanvid. Og for at gøre noget så pjattet og professionelt nedværdigende spiseligt opbygger Knoop en forestilling om, at selveste Niels Bohr aldrig var kommet på kvantemekanikken, hvis ikke han i skolen var kommet under påvirkning af en Harry Potter-gal lærer lang tid før Harry Potters tid. I den slags store syner generer det åbenbart ikke Knoop, at det slet ikke var Niels Bohr, men derimod Heisenberg og Schrödinger, der kom på ideen om og udformede den kvantemekanik, som Bohr længe opponerede imod som værende et nummer for vidtløftig.