Håndvasken på Rådhuspladsen

Politikens leder 28/11 taler hånligt om trængsel ved håndvasken på Chri­stiansborg blandt de politikere, der stod bag folkeskolereformen i 2013 og dermed forlængede skoledagen. Polemikken er især rettet mod et forslag af Jacob Mark (SF) om at forkorte skoledagen for derigennem at løse problemet med for mange elever i klasserne.

Lederen stiller spørgsmålet, om det er til at »grine eller græde« over, at »den erkendelse, enhver elev, lærer og pædagog dagligt har i deres hverdag, nu endelig er nået til Christiansborg.«

Den fastslår desuden – korrekt – at de længere skoledage »kom ikke efter et dybfølt ønske fra elever, lærere og forældre,« men »fordi et stort flertal på Christiansborg ønskede det og troede på, at det ville forbedre skolen. De samme politikere forsøgte at bilde befolkningen ind, at udvidelsen af skoledagen stort set kunne finansieres ved, at lærere underviste en større del af deres arbejdstid, og ved at fritidspædagoger blev transformeret til skolepædagoger«.

Lederskribenten synes at have glemt, at Politiken dengang (mindst) to gange på lederplads omtalte folkeskolereformen som »det bedste, der er sket for folkeskolen«, og at avisen i det hele taget var særdeles ukritisk over for reformen, lockouten af lærerne og Lov nr. 409. Men det må også have været vanskeligt for en menig journalist at gå kritisk til en sag, som chefredaktionen så entydigt havde kanoniseret.

Politiken fravalgte således – på linje med de øvrige landsdækkende aviser – at negligere det forhold, at der på intet tidspunkt blev ført reelle forhandlinger i overenskomstforhandlingernes første fase af den simple grund, at KL nægtede at fremsætte krav, der kunne forhandles om.

Lederen slutter med at konstatere, at »katastrofen startede på Christiansborg, da politikerne med skolereformen udstak løfter på kommunernes vegne, som de ikke kunne indfri«.

Forkert. Katastrofen startede, da regeringen og KL året forinden i et lukket forum med status af ad hoc-myndighed planlagde lockout og lovindgreb i mindste detalje. Ikke engang Folketingets ombudsmand kunne få aktindsigt i gruppens arbejde. Et forhold, som Politiken og den øvrige presse heller ikke ofrede nogen særlig opmærksomhed.

Politikens dækning af begivenhederne dengang hjalp på ingen måde til at bibringe politikerne på Christiansborg den »erkendelse«, som lederskribenten efterlyser. Avisen var tvært imod medvirkende til »at bilde befolkningen ind«, at de samme politikere havde sat folkeskolen på ret kurs.