Gutbai tu dænisj

Det må være hårdt at være statsminister. Mens "eksperterne" skamroste Hendes Majestæts rimeligt tynde nytårstale og mente, at den ville være en af dem, man huskede, så var der fluks kritik af statsministerens, som godt nok heller ikke leverede de store visioner, men som dog havde en vis substans, og så var den i modsætning til Anders Fogh Rasmussens oneliner-befængte taler udtryk for en vis refleksion. Men jeg hørte den ikke selv i første omgang, fordi jeg var på landevejen og læste derefter de kritiske kommentarer, som forekom rituelle.

Men så i går, fredag den 13. januar, havde en af vores store forfattere, Jens Smærup Sørensen, en refleksion i Kristeligt Dagblad. Den tog udgangspunkt i en familiefortælling, som indgik i statsministerens tale: Hans søn havde haft unge venner på besøg, og de havde talt engelsk hele aftenen. Det var utroligt, for pludselig gik det op for statsministeren, at de talte engelsk, selv om de alle kunne tale dansk. Se, det skulle love godt for fremtiden, mente Lars Løkke.

Jens Smærup Sørensen derimod ser det som endnu et uhørt knæfald for det engelske sprog, som både uddannelsesinstitutioner, medier og politikere sætter op på en piedestal på bekostning af vores modersmål - og af alle andre sprog i øvrigt. Det vender jeg tilbage til.

Den aggressive ophøjelse af det engelske sprog, som finder sted, ser Jens Smærup Sørensen som en mulig modersmålsbekæmpelse. Vi skal være så internationale, så det til tider virker, som om det danske sprog er en hindring på vejen snarere end et umisteligt bindeled imellem vores tanker, følelser, tale og handlinger.

Men vi ved, at mennesker, der har fået dansk ind med modermælken, evner at tænke langt mere facetteret og dybt, end de normalt kan på andre sprog. Modersmålet er en integreret del af vores identitet.

Søren A. Kierkegaard bliver draget ind af Jens Smærup Sørensen i et virkelig fint og langt citat, som kan læses i avisartiklen. Jeg vil vælge et andet: "Jeg elsker mit Modersmaal, der frigjør min Tanke, jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri". På fremmede sprog vil tanken meget ofte være mere associationsbundet. Derfor er det måske en ret surfende samtale, ungdommen i Løkke-hjemmet har ført. I hvert fald må det være en påmindelse om, at en nuanceret og gedigen danskundervisning udgør langt det vigtigste sprogarbejde i den danske skole.

I øvrigt vil elever, der har fået et godt øre for deres modersmål og for nabosprogene i øvrigt, have lettere ved at tilegne sig fremmedsprog. Men også her kommer den ensidige dyrkelse af engelsk ind som en sproghæmmer, idet vi for tiden oplever en veritabel sprogdød på de danske institutioner som skulle varetage uddannelserne og forskningen i fremmedsprog. Og hvorfor nu det? Jo, som lektor Lisbeth Verstrate Hansen åbenbarede på en konference, som Tænketanken Sophia og universitetslærerne i DM afholdt i starten af december, har engelsk opnået særstatus som fremmedsproget, fordi regeringen i sine globaliseringsanalyser (Fremgang, fornyelse og tryghed, 2006) antog, at internationaliseringen ville udvikle sig forudsigeligt. Dette er vist udtænkt under en statsminister, der var fortaler for oneliners! Men resultatet er, at vi i dag i Danmark oplever, at globaliseringen herhjemme har ført til fremmedsprogsdød.

Det er vist på tide, at vi får en sprogpolitik, der har modersmålet som sin første prioritet, og som derudover arbejder for sproglig mangfoldighed frem for ensretning.