Gustaf Munch-Petersen: jeg tror, jeg må gaa

Gustaf Munch-Petersen: jeg tror, jeg må gaa

Forfatteren og tegneren Sidsel Mørch er kunstneren bag den grafiske roman ”Rids”. Det er en grafisk roman, der har digteren Gustaf Munch- Petersen som hovedperson. Sidsel Mørch skriver om sit arbejde med bogen: ”Vi har mange valg at træffe i livet… Hvordan ved vi, om vi vælger det rigtige? Jeg læste engang en filosof, der betragtede det sådan her: når du skal træffe et valg, så spild ikke tiden med at lave plus og minus lister og overvej, hvad der er det rigtige eller forkerte. Stil hellere dig selv dette spørgsmål: “hvem vil jeg gerne være”? Og lad dine værdier guide dit valg.”

Gustaf Munch-Petersen sagde selv: ”En kunstner, som ikke er revolutionær, er ikke kunstner. Idealer har ikke nogen værdi, hvis man ikke også lever efter sin idealer.”

Munch-Petersen valgte, og han betalte med livet for sit valg.

Gustaf Munch-Petersen blev født i 1912. Han faldt i kamp for friheden, da han deltog som frivillig i Den Spanske Borgerkrig. Han døde 2. april 1938. Han blev 26 år. Han døde så ung. Han udgav en række digtsamlinger, mens han levede, og efter hans død kom der flere ”Efterladte digte”.

Munch-Petersen forsøgte at leve sit liv, som han skrev det. Han var med i kunstnergruppen, der fra 1934- 35 udgav tidsskriftet ”Linien”. Det var Ejler Bille, Richard Mortensen, Sonja Ferlov og Bjerke-Petersen, og så var Gustaf Munch-Petersen, der var i udkanten af sammenslutningen. Sidsel Mørch tegner den unge søgende kunstmaler, lyriker og identitetssøgende Gustaf Munch-Petersen med en streg, der i sort-hvid viser en ung mand, for hvem verden netop er sort-hvid. Det er i midten af 1930’erne, og Hitler er på vej til magten. I Spanien er Francos fasciststyre i borgerkrig mod mere demokratiske republikanere. Mange frivillige meldte sig på republikanernes side, som man vil vide, så vandt Franco, og han holdt magten i diktaturlandet indtil sin død i 1975.

Gustaf Munch-Petersen er forfatteren, der satte ord på den unge generations opgør mod forældrene i digtet: ”til mine forældre”, hvor han skriver (og ja, han skrev kun små bogstaver. Også i skriften skulle der være demokrati):

” jeg blev ikke det, I ventede – jeg blev alt det, I havde frygtet – I lod mig vokse op næret ved jeres afsavn. I opdrog mig med skjulte tårer – opdrog mig til at leve jeres liv – fortsætte det –

skal jeg sige: sådan levede I; I gjorde ret – altså er det godt at leve sådan. skal jeg? eller skal jeg dræbe håbet i jer? fortælle jer,

at jeg ikke blev som I

– at min verden er en anden end jeres, min glæde, min smerte en anden end jeres –

vil I tro på min tak til jer? på min tak til livet? eller vil I sige: han fik alt,

han tog alt af os, og giver os intet tilbage, andet end sorg og skuffelse.

Jeg ved, I har ret, når I siger det. Jeg tror, jeg har ret, når jeg går til mit eget land

men jeg går tøvende – jeg går langsomt og tungt – men jeg tror, jeg skal gå.”

Gustaf Munch – Petersen gik sine egne veje. De førte ham også til Gudhjem og til keramikeren Lisbeth Hjorth, som han giftede sig med. Han forsøgte at forsørge familien som lyriker og maler, men havde hans forældre ikke sponsoreret kunstnervalget, så havde det set sort ud.

Gustaf Munch-Petersen var en stor inspiration for sin samtids kunstnervenner. Han solgte næsten intet, hans malerier blev heller ikke solgt, men i tiden efter Anden Verdenskrig og for 1980’er lyrikerne (særligt Michael Strunge) var han en stor inspiration. Han levede, og han lod sine værdier styre de valg, han traf.

Den 7. november 1937 tog han fra Gudhjem og sin hustru Lisbeth og deres lille barn, Mette. Han skrev en sidste hilsen: ”Min egen Lisbeth. Jeg bliver nødt til at forlade Gudhjem i nogen tid. (…) Nu kræver det, at jeg prøver mine tanker af på en hårdere måde, end det er muligt under de forhold, jeg lever under hos dig. (…) Vær stærk og modig. Din Gustaf.”

Han døde i april, knap et halvt år senere.

Sidsel Mørchs bog om Gustaf Munch-Petersen viser, at han er en altid aktuel kunstner. Liv og kunst hænger sammen: ”Idealer har ikke nogen værdi, hvis man ikke også lever efter sin idealer.”