Grundtvig, Kold og Pisa

Hvordan får man elever til at yde deres allerbedste? Er det mon ved at give dem flere test? Nej, nej og atter nej. Er det mon ved at fortælle dem, at de er nogle håbløse drys? Nej, nej. Men er det ikke det, man gør, når man af objektivitet tvinges til at give dem en dårlig talkarakter - og kun den.

Der er nogle grundlæggende ting, man må holde sig for øje. Man kan for eksempel ikke lære eleverne ret meget, hvis man er »på kant« med dem. Man skal være venner, de mærker, hvis man »vil deres bedste«. Lykkes det, har man samtidig vundet deres forældre, som per definition interesserer sig for børns vel. Det omfatter også eleven. Han/hun vil kun høre positive omtaler ved middagsbordet.

Skal eleverne tilegne sig et stof, skal man beskæftige sig specifikt med netop det, og man skal altid huske at fortælle hvorfor. Man skal altid gøre opmærksom på, hvis der er noget, som kræver hårdt, kontant arbejde, for eksempel talterperi, staveord, grundkondition i idræt og så videre. Man skal samtidig meddele, at man er helt overbevist om, at de kan klare det, hvis de anstrenger sig. Husk altid at begrunde og altid at rose, tage alle spørgsmål alvorligt, aldrig være arrogant.

Man kan ikke undgå at spekulere over, hvorfor Grundtvig og Kold ikke baserede deres undervisningsreformer på ændring af latinskolens karaktersystem, men i stedet valgte ordet. Hvor mange har siden beklaget sig over, hvor grusomt, respektløst og nedværdigende de blev behandlet på for eksempel højskolen? Hvorfor endte så mange mon som foregangsmænd i andelsbevægelsen, utallige foreninger, på rigsdagen, ja endog i regeringer? Var det på grund af de fine karakterer, de kunne prale med?

Føler Venstre ikke snart, at grundprincipperne i ideologien - fri- og højskoler - er noget skamfulde og uigenkendelige.