Gøre en lighed

Det er altid velgørende for mine øjne at læse Jørn Lunds elegante sprogklummer. Den seneste handler om erhvervslivets dumsmarte brug af floskler og varm luft. Læs selv:

https://politiken.dk/kultur/premium/ECE3302669/paa-forkant-med-det-globale-vaekstbillede---hvad-end-det-saa-betyder/

Den fik mig til at surfe lidt rundt på nogle forvaltningers og skolers hjemmesider - med læringskonsulenternes "nye virkelighed" liggende i baghovedet.

Her er der også trukket ivrigt i floskomaten. Det er oplagt, at et par af de konkurrenceidrætsbegreber, som den tidligere videnskabsminister Helge Sander introducerede, har bidt sig fast. Flere vil sætte overlæggeren/overliggeren (det er der ikke helt enighed om) højt, eller hæve barren (ikke baren) for den sags skyld. Og alle vil løfte eleverne. (Men den øvelse bliver vel snart forbudt for mandlige pædagoger og lærere).

Og langt de fleste vil gøre en forskel. Men tænk lige engang over dette.

Jeg har lige læst professor Lene Tanggaards interessante bog om kreativitet (FAQ om kreativitet, Hans Reitzels Forlag). Heri har hun en vidunderlig tilgang til vanetænkning, idet hun indleder med: Hvis kreativitet er svaret - hvad er så spørgsmålet?

Denne tilgang må være al floskeltænknings værste fjende. Hvis man vil gøre en forskel, hvad skulle spørgsmålet så være?

At vi - i øvrigt trods inklusionsbestemmelser - skal modarbejde lighed? At verden ville være fattigere , hvis vi ikke gjorde det, vi gjorde? Eller?

Uligheden i verden vokser med utrolig hast - med alle de skadevirkninger det har på næsten alle parametre. Usundhed, fattigdom, folkevandringer, terror, ufred.... og alligevel vil de fleste skoler satse på at gøre en forskel!

De fleste begreber bygger som Ove Kaj Pedersen så rigtigt fremfører på den dyrkelse af konkurrencen, som Thatcher og Reagan var eminente igangsættere af, da de for markedets skyld nedbrød de fleste reguleringsmekanismer. Vi har fået større vækst, men også flere ubalancerede virkninger. Vi ved i dag, at de uregulerede markedskræfter ikke er svaret på verdens dårligdomme.

Alligevel laver vi en skolereform, der i sprogbrug bekender sig til denne konkurrencestat ved netop på alle parametre at ville gøre en forskel.

Så lad os håbe, at innovation i skolen kan forhindre klimaforandringer og fattigdomsfølger ved at give os mere af det, der skabt disse fænomener.

Skolereformens vokabularium tyder på, at den er blevet til uden gedigen refleksion (Hvis reformen er svaret - hvad er så spørgsmålet?). Processen synes at have været styret af en dårligt testet automatpilot a la Tesla. Ups, endnu et lig på vejen!.

Vi jubler, når et par af de mest innovative finder på at deles om lejligheder, bilkørsel, tøj osv., indtil vi finder ud af, at de smarteste af de innovative scorer kassen.

Der findes faktisk en anden tænkning, som i sin tid gav velfærd til Danmark, som repræsenterede nogle fine balancer mennesker imellem og som byggede på et ligeværdigt demokrati. Det var den andelsbevægelse, der stillede medlemmerne lige, ikke i segmenter af ligestillede, men i produktive og kulturbærende lokalsamfund.

Vi kan og skal ikke skrue tiden tilbage, men det kunne da være interessant, hvis nogle danske skoler ville arbejde på gøre en lighed.