Gør dog noget

Det undrer og frustrerer mig som lærer, at min fagforening ikke kæmper hårdere for medlemmernes rettigheder i forbindelse med blandt andet elevplaner.

Det kan ikke være rigtigt, at et så vitalt problem giver foreningen berøringsangst, og at beskeden lyder på, at hvert enkelt medlem selv skal forhandle om vilkårene for det ekstra arbejde.

I forvejen ved enhver almindelig lærer, at forberedelsestiden er helt ude af trit med den tid, der faktisk behøves for at møde velforberedt og opfylde de krav, der stilles til os på arbejdspladserne.

Skriftligheden skal øges, der er større kontrol - og mistillid. Alt skal derfor dokumenteres, hvilket igen tager tid og kræfter. Samtidig må ingen af de andre opgaver forsømmes.

Mange knokler alt det, de kan, flere endnu mere, med det resultat at mange rammes af stress og stressrelaterede sygdomme.

Kolleger går hovedrystende rundt og taler om manglende opbakning.

Vi er konstant afhængige af, at vore personlige netværk fungerer tilfredsstillende, og at vi kan læsse af, når problemerne bliver for store. Mange har det rigtig svært.

Hvilke andre faggrupper ville mon pålægges yderligere arbejde uden at blive honoreret for det i form af mere frihed eller højere løn?

Vi har ikke alle kræfter til at kæmpe. Dertil er vi alt for hårdt spændt for i dagligdagen, men det må sandelig være DLF's sag at anstrenge sig for, at medlemmerne får rimelige vilkår for deres arbejde.

Hvornår ser vi en forening, som sætter hårdt mod hårdt?

Hvornår får vi arbejdsforhold, løn og respekt, som står i forhold til det store arbejde, der gøres på arbejdspladserne?

Gør dog noget.