God stil

Fredag morgen er der knald på. Det er først i løbet af formiddagen, det rigtig går op for mig; det er sidste gang vi står her sammen, mig og min 9. klasse. Nu er det ikke bare afslutningen på ugen. Men afslutningEN. Ikke flere helt almindelige skoledage tilbage. Tre års rejse sammen er ved at være slut. Vi har påbegyndt indflyvningen. Vi lægger an til landing.

Eksamensperioden er fed. Sidste år, da jeg for første gang i mange år ikke havde prøver, følte jeg mig som en gammel cirkushest, der stod uden for teltet og kunne høre musikken. Jeg luskede rundt og småsnakkede med 9. klasserne. Nogle af dem kom heldigvis og spurgte forsigtigt om hjælp.

-Du, Katja? Kender du en god tekst, hvis man har trukket ”Det moderne gennembrud?”. Og så kunne man lige få sit afgangsprøve-fix der på gangene, mens man var gårdvagt.

Men eksamensperioden er faktisk en vigtig del af folkeskolen. Det er der, hvor vi afslutter arbejdet med eleverne. Nogle af eleverne er klar til takeoff nu. Nogle har været det siden jul. Og de sidste, der skal have et ekstra puf ud af reden, letter først i løbet af juni, når de opdager, at de har overlevet afgangsprøverne. Afgangsprøverne er en vigtig del af arbejdet med elevernes alsidige personlige udvikling. Og vi lærere arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer på plads, så eleverne kan få den bedst mulige oplevelse med sig videre ud i livet.

I løbet af fredagen får jeg fanget de sidste elever, der mangler at få feedback på den stil, min kollega og jeg besluttede, at de kunne nå at skrive inden prøven. Bare fordi, vi lige syntes, der manglede det sidste.

Rasmus har sendt mig en besvarelse med titlen ”Et sikkert ti-tal”. Man kan godt høre håbet, men ved eftersyn viser den sig ikke at været et ti-tal. Den sidder lige i skabet. Rasmus har lavet en fyldig besvarelse. Indholdet er rigtig godt og gennemarbejdet. Sproget er flot. Og layoutet er super. Opgaven var en artikel til en netavis. Og han er gået all-in. Der er ”links” til andre relevante artikler. Og billeder og billedtekster. Bokse, der kan ”klikkes” på. Han griner, da han får sit 12-tal.

-Nu gør du det samme på mandag, siger jeg. Tryglende eller truende. Jeg ved det ikke helt.

-Hvis der er en netavis, siger han. Så har han ikke lovet for meget.

-Den er så gennemarbejdet, din stil. Det kan du også gøre, hvis du vælger en anden genre!

Han nikker tøvende. Det er den bedste stil, han til dato har lavet. Han er en af dem, der har taget et afgørende ryk nu. Ganske tæt på afgangsprøven. Og jeg kan godt mærke irritationen brede sig. Jeg skal ikke rette hans afgangsprøve i år. Før første gang skal mine elevers besvarelser kun rettes af en beskikket censor. Og hele den læring, Rasmus ellers kunne få ud af at gå til prøve for første gang i sit liv, er væk. Jeg har fået frataget muligheden for at afslutte arbejdet med mine elever. Og Rasmus får ikke den feedback, han ellers ville tage med sig videre. Nu får han en karakter, som han først ser, den dag han står med sit endelige karakterblad i hånden. Den dag, vi siger farvel. Jeg ved dog, at Rasmus nok skal klare det. Han er en dejlig og konstruktiv elev, og interesserer sig faktisk ikke så meget for sine karakterer.

Men jeg er oprigtig bekymret for de elever, der ligger og vipper nede omkring overhovedet at bestå. Hvad skal jeg gøre med ham, der har haft det så svært, at vi først har fået lokket ham til at aflevere stile i år? Ham der kæmper med både retstavning og selvtillid? I den sparring, jeg har haft med censorer gennem årene, har der altid ligget en afvejning, når vi talte om den endelige karakter. Ikke sådan at forstå, at vi bare har snakket os frem til en eller anden karakter. Men vi har i samtalen omkring besvarelsen haft gode og konstruktive drøftelser, da bedømmelsen af kreativitet og elevens evne til fortolkning sjældent kan presses ind i en formel. Og med de nye adgangskrav til erhvervsuddannelserne, vil det ramme de elever dobbelt hårdt.

Næste gang, jeg sender 9. klasser til afgangsprøve, så er jeg forhåbentligt tilbage i cockpittet igen, så jeg kan få lov til at styre eleverne sikkert i havn. Det lærer de mest af. Og det er både elever og samfund bedst tjent med. Der er god stil.