Gift med en indskolingsleder

Jeg har næsten lige holdt sølvbryllup - ja, så gammel er jeg. Men det er nu ikke det interessante i denne forbindelse - selvom det bestemt er en af mine største succeser. Per, som min mand hedder, er indskolingsleder på en folkeskole. Og jeg er lærer - på en anden folkeskole. Det kan godt give nogle interessant samtaler - det kan også give skænderier. Vi har spist aftensmad en gang eller to i dundrende stilhed - pga. vores holdninger ift. vores arbejde. Andre gange kan vi tale i timer i en helt almindelig tone.

Du kan da nok forstå…

For hvor er det sjovt, at man som leder og lærer ser forskelligt på skole. På nogle områder er vi meget enige - på andre områder forstår vi slet ikke hinanden.

“Dokumentation er en tvingende nødvendighed”, ifølge Per (lederen). “Ja, ja, men i virkelighedens verden er det bare ikke så interessant og bliver tit glemt”, ifølge mig (læreren).

Eller: “Man skal knagme kunne samarbejde”, mener lederen. “Jo, jooo”, svarer læreren, “men det er bare ikke altid nemt” (læs: Det kan være virkelig svært - og jeg er jo i mit klasselokale og kollegaerne i deres, så vi kan jo godt klare os uden alt det samarbejde hele tiden.) Lederen fortsætter: “Man får løntillæg for teamsamarbejde.” Mig: “…… Men jeg udfører jo min undervisning…”

Perspektiv afhænger af ansvar

Jeg tænker, at forskelligheden udspringer af ansvar. Lederne har ansvaret for, at vi går i den rigtige retning som skole, dvs. den retning lederen, skolebestyrelsen, kommunen og undervisningsministeriet synes er rigtig. Der føler lærerne (eller i hvert fald jeg) måske ikke helt det samme ansvar (selvom jeg burde). Mit ansvar ligger hos mine elever/klasser. Her har jeg ansvaret for, at vi går i den rigtige retning, dvs. den retning jeg sætter med afsætning i det, eleverne skal lære - både ift. den faglige, den sociale og den personlige udvikling. Jeg har ansvaret for, at det fungerer. Her føler eleverne måske heller ikke, at det er deres ansvar (selv om de burde).

Ansvarsfølelsen

Om den ansvarsfølelsen, man har, kommer med lønnen, titlen, magten, relationen eller opgavens karakter, ved jeg ikke.

Men første skridt må være at anerkende, at vores perspektiver er forskellige. -Det gælder for både skoledrift og ægteskab.