Gh

For at klarlægge den danske models egnethed til konfliktløsning på det offentlige arbejdsmarked stiller jeg i dag sammen med Karsten Bräuner, Niels Christian Sauer og Thomas Andersson et borgerforslag om en undersøgelse af lockouten af lærerne i 2013.

"I kommer til at mærke, at Danmark har fået en socialdemokratisk undervisningsminister", sagde Pernille Rosenkrantz-Theil, da hun for to et halvt år siden på sin første dag stod i Undervisningsministeriet som minister.

Ministeren ønskede tilsyneladende at tale om elefanten i rummet; forløbet omkring lærerlockouten og arbejdstidsloven i 2013 havde været uskønt, sagde hun, og det blev modtaget med et langvarigt bifald på kongressen. Igen sidste år talte hun om, at hun gerne ville ”gerne klinke skårene fra 2013”.

Ja, sandelig en socialdemokratisk! Svaret fra Pernille er forblevet i lukkede kuverter. Hun har aldrig villet tale om det, som lærerne godt vidste var galt ved forløbet.

Siden 2019 har endnu ingen journalister, hverken dagblade eller her på mediet, på nogen seriøs måde spurgt ind til dette udsagn om elefanten i rummet, ligesom pressen var blind og døv under hele forløbet i 2013.

Skal lærerne glemme 2013 og komme videre? Er konflikten mellem lærerne og politikerne afsluttet, eller findes den fortsat? Er det uberettiget, hvis lærerne fortsat er sure på politikerne over deres mistede rettigheder?

Det er aldrig blevet officielt erkendt, hvordan den tidligere SRSF-regering og KL sammen i et lukket forum planlagde lockout og lovindgreb ned i mindste detalje, og politikerne udstak løfter om skolereformen på kommunernes vegne, som de ikke selv skulle indfri.

SRSF-regeringen forsøgte at bilde befolkningen ind, at udvidelsen af skoledagen blot kunne finansieres ved, at lærerne underviste en større del af deres arbejdstid, og daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fremlagde lovforslaget om indgreb i konflikten 25. april 2013.