Om godt og vel 4 måneder står jeg med mit eksamensbevis i hånden. 4 års lærerstudier på Læreruddannelsen i Aalborg er slut. 4 naturfag vil stå på dette eksamensbevis. Natur/Teknik, Fysik/Kemi, Biologi og Geografi. De fleste som jeg fortæller det til har nogenlunde samme reaktion: “Du kommer til at svømme i jobs”, eller variationer deraf. Jeg elsker alle 4 fag. Jeg elsker især hvordan jeg kan være tværfaglig, fordi jeg har et ben i hver “lejr”
Men en altoverskyggende ting frustrerer mig helt vildt. Hvordan skal jeg nogensinde nå at lære mine kommende elever alt det som geografi-faget indeholder? Et fag som de fleste steder kun er afsat 2 lektioner om ugen. Og hvad skal jeg så springe over?
For en ting kan jeg garantere. Jeg kommer til at springe over store områder i faget geografi. Medmindre jeg da skal være ligeglad med kvaliteten af det samlede fag. Og hvordan så med afgangsprøverne? Man får næsten den tanke at ønsket fra de højere magter, er at jeg skal “teach-to-the-test”.
Det frustrerer mig også grænseløst at det altid er naturfagene som bliver snydt, eller ligefrem nedgraderet når der skal ske “forbedringer” i folkeskolen. Senest da geografi og biologi mistede en national test, til fordel for engelsk og matematik (https://folkeskolen.wp.stage.combell.peytz.dk/549852/ekstra-nationale-test-paa-bekostning-af-naturfagstest)
Hvordan skal jeg efterhånden forberede mine elever på hvordan det føles at gå til en ganske hård multiple-choice prøve?
Som faget, stofmængden, afgangsprøven og forberedelsen ser ud lige nu, er jeg i bund og grund et stort frustreret spørgsmålstegn. Men da jeg opfatter mig selv som et omstillingsparat menneske, er jeg forberedt på at mine forestillinger bliver gjort til skamme. Det tror jeg bare ikke ret meget på.
Min konklusion er: Det fag jeg har allermindst lyst til at undervise i når jeg skal søge job om få måneder, er geografi. Og det ærgrer mig enormt. For på det personlige fag er det et af de fag jeg elsker allermest.
Frustrationer fra en kommende geografilærer
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.