Frustration over manglende handling: Når kollegaer råber ”mayday, mayday, mayday”

Vi er ikke alene om frustrationen over rammerne for undervisningen

Mismodig fordi flere af mine kollegaer endnu engang i desperation skal

råbe på hjælp. På mødet delte de igen deres frustrationer i håb om, at vi i fællesskab kan lægge et større pres på ledelsen. Den ledelse, der kan skabe de rammer om undervisningen, der skal til, for at undervisningen kan gennemføres som planlagt. Vi har bare været her så mange gange før, og frustrationen er vi ikke alene om.

En udsendelse fra TV2 Østjylland med folkeskolelærer Ann-Berit Lauritsen gik i sidste uge viralt. Her kunne seerne få et indblik i, hvordan det er at være lærer og elev i en 3. klasse. Sidste år så mange danskere med da TV2 dokumentaren ”Smertensbørn” undersøgte sammenhængen mellem det forhold, at hvert syvende barn får en psykiatrisk diagnose, inden de fylder 18 år. Dokumentaren belyste de forhold, lærere og elever bliver budt i skolen, eksemplificeret ved at få et indblik i rammerne om undervisningen i en 6. klasse på Vestsjælland. Modigt viste folkeskolelæreren Allan Mortensen sin undervisning frem.

Det er tydeligt, at de to lærere, både er dygtige og passionerede, men tydeligt er det også, at de er frustrerede. Jeg tænker, at de lige som mine kollegaer oplever, at der kan være rigtig langt til både undervisning og trivsel inden for de rammer der gives.

Lærermangel – ikke nok vil blive og få vil være det

Tidligere i år læste jeg et debatindlæg af skoledirektør i Aalborg Kommune Jakob Ryttersgaard. Et debatindlæg, der blev skrevet i forbindelse med den store mangel, der er på lærere og på unge mennesker, som har lyst til at uddanne sig at blive lærere.

I debatindlægget undrer Jakob Ryttersgaard sig over denne mangel på lærere, da han fra sin stol, og de erfaringer han har fra sin tid som lærer, oplever lærerjobbet som et af de mest meningsfulde erhverv. Jeg huskede, at jeg følte en samklang med indholdet og min egen oplevelse af at være lærer, da jeg læste debatindlægget ved skoleårets start. Jeg havde derfor, efter mødet i sidste uge, brug for at genlæse det.

I debatindlægget giver Jakob Ryttersgaard præcis udtryk for vigtigheden af det, mine kollegaer hungrer efter; en styrkelse af den faglige stolthed og en skole, der giver plads til, at læreren kan være passioneret omkring deres fag og faglighed. Jakob Ryttersgaard pointerer ligeledes, at både arbejdsgivere og samfundet skal give mere respekt til pædagoger og lærere.

Så fra min stol, derfra hvor min verden går, er svaret på mine kollegaers råb om hjælp og løsningen på lærermanglen ens; rammer hvor det er muligt at gennemføre undervisning. Altså tydelige rammer og forventninger, både overfor forældre og elever.

I sync ?

Jeg har mange utroligt dygtige kollegaer, der brænder for at skabe en fantastisk skole. Kollegaer som passioneret forsøger at skabe en hverdag for børn, hvor børn kan trives, lære og udvikles. Forsøger at skabe et læringsrum, hvor børn kan fordybe sig fagligt og i fællesskab med deres lærer skabe et klassefællesskab, hvor de kan lære at trives i et meningsfuldt liv med andre. Hvorfor er der så til stadighed et men? Hvorfor kan undervisningen ikke gennemføres, hvorfor kan læringsrummet ikke skabes, så eleverne trives, lærer og udvikles? For det lykkes ikke hver dag. Frustrationerne er mange og hvorfor, når nu både undervisningsministeren og skoledirektøren er i sync med holdningen hos mine kollegaer og jeg?

Der må være for langt til undervisningsministeren. For langt til skoledirektøren eller måske er handlemulighederne for de enkelte ledere på skolerne for dårlige?