Fra folkeskole til absurd teater

Vi er vist på vej ind i noget, der bedst kan betegnes som den ultimo sidste fase af pædagogikkens historie. Der hvor pædagogikken definitivt forlader virkelighedens verden og lader sig dumpe ned i en Morten Korchsk filmidylliseret kunstig verdens hjernespind, der sine steder tangerer det absurde teater.

Manuskriptforfatteren er KL, der med fuld forståelse for opgavens absurde karakter opererer i fiktionens verden, hvor man selv råder over virkeligt og uvir­ke­ligt.

Ved starten møder den lille Signe på det tidspunkt, der passer hende eller familien bedst. Hun finder en plads i det klasseløse scenerum og hygger sig med Astrid Lindgren, hvis hun da ikke, som beskrevet i Folkeskolen nummer 12, skal opsøge en kammerat for at få noget forklaret. Dette nævnes ikke for at gøre nar af fiktive Signes hyggedag, men alene for at fremhæve, at dette altså ikke har en 25-øres penge med skole at gøre. Det ved KL også godt.

Ærligt vedgår man, at det hele handler om at spare, indtil skolen er tørret ind til en skygge af sig selv. Men det er jo heller ikke så slemt. For af skolens ruin oprinder et hyggeligt, solbagt ­fynsk for­år, hvor vandet i bækken klukker, og det hele er næsten gratis.

Og her lurer så absurditeten: KL forkynder mystifikationen om, at samtidig med bortfald af skemaer, regler og af­grænsede klasselokaler vil fagligheden blomstre.

Men selv i dette forkludrede paradis lurer slangen. Hvad nu, spørger professor Søren Lang­ager, hvis de væmmeligt dygtige børn rotter sig sammen i hold, så de kan optimere deres læring, og de svage på hold, hvor de kan få den nødvendige hjælp. Ja, så falder korthuset med de skønne drømme sandelig sammen. For så kommer karikaturen vist til at minde en anelse for meget om fortidens rigtige skole. Og hvor er vi så henne?