Forundret og vred

Kære Erik Clausen

Lige hjemkommet fra skole greb jeg Folkeskolen. Det første, jeg 'faldt over', var artiklen 'Hold dig væk din bonderøv'. En artikel, hvis 'spiseseddel' indeholdt denne udtalelse fra dig om skolen: 'Der er ikke én unge, der har lyst til at være her efter skoletid'. Trods denne advarsel om, hvad jeg kunne vente, læste jeg videre, og efter endt læsning måtte jeg desværre konstatere, at fordommene om skolen fortsætter artiklen igennem.

Jeg blev forundret, ked af det, men også vred. Forundret og ked af det, fordi det slet ikke svarer til mit lærerbillede af skolen.

I dag, da vi (2. klasse ogjeg) var ved at afslutte skoledagen, kiggede jeg på eleverne, det gør man jo hele tiden, men i dag tog jeg migtid til at se rigtigt, og jeg blev så glad over det, jeg så-nemlig en samling friske børn med glade ansigter og strålende øjne. Gennem mit hoved fór en tanke om, at nu burde alle skolens kritikere se os.

Var det da en særlig dag, emnedag, festdag eller lignende.

Nej, det var en ganske almindelig skoledag, hvor vi havde haft to timer matematik, hvor der i fællesskab var blevet arbejdet med at indføre begrebet en vinkel, og hvor eleverne derefter havde arbejdet selvstændigt med vinkelopgaver og lidt sømbrædtarbejde. Så en samling for afdelingens elever, hvor mine elever stod for samlingen og dens to sange. En opgave, der forløb perfekt, selvom jeg ikke ejer en tone i livet. Dernæst var det tid for dansklæsning, i dag fælles, så lidt snak om teksten samt om sammensatte navneord, og så blev der arbejdet frit med skrivning, opgaveløsning eller frilæsning. Oprydning, snak om fastelavn og den kommende fordybelsesuge, spisning og lidt historie til. Altså en helt almindelig 'kedelig' dag, som nogle nok vil mene nemt kunne implementere idrætsaktiviteten løb - vel at mærke løb bort fra skolen.

Hvorfor viste børnenes ansigter så noget helt andet?

Jeg tror, at det skyldes, at dagen jo også indeholdt så meget andet, som har meget stor betydning for børnene. Et fællesskab mellem dem og mellem dem og læreren, tilfredsstillelsen ved at lære noget nyt, glæden ved udfordringer og opgaver, man kan magte, følelsen af at blive taget alvorligt, når man selv kan vælge aktivitet, varmen i de små klap og knus, der også blev tid til, trygheden ved 'skideballen', da nogle blev for støjende - de vidste jo, at den blev givet, for at alle skal have det godt i klassen.

Jeg er meget glad for mit job, og derfor bliver jeg vred, når jeg læser dine udtalelser.

Netop sådanne fordomsfulde udtalelser er med til at danne et negativt billede af skolen. Et billede, som i værste fald kan ende med at blive et sandt billede, hvis lærernes arbejde konstant bliver udsat for kritik i en form, der ødelægger vores selvværd og dræber arbejdsglæden og initiativet.

Mit absolutte indtryk er, at vi er masser af lærere med stor arbejdsglæde, en arbejdsglæde, som er nødvendig for, at vi kan udføre vores job godt.

Skolen har brug for alsidige billeder af sit virke og ikke kun for negative skræmmebilleder (selvom de sælger bedst), så hvis man virkelig ønsker en god skole, så kunne du og andre 'skolekendere' passende begynde med at tegne et mindre trist og mere nuanceret billede af skolen.

Hanne Grube

Hvalsø Skole