Forsømmelse ophøjes til et pædagogisk princip

For klaringens skyld bør man skelne mellem hjemmearbejde og lektielæsning. En dansk stil, der skal skrives, eller en matematikopgave, der skal løses, må henregnes til hjemmearbejde.

Altså et stykke arbejde, der skal udføres på grundlag af allerede indlært fagligt stof eller indøvede færdigheder. Hvor­imod eksempelvis et nyt matematisk stofområde, som er gennemgået i klassen, og som forudsættes indlært af eleverne, for at et stykke hjemmearbejde på grundlag heraf lader sig udføre, nødvendigvis må gøres til genstand for den form for grundig lektielæsning med tilegnelse af nødvendig paratviden som mål, som folkeskolen i dag har så vanskeligt ved at få eleverne i gang med, fordi disse ikke er opflasket med en sådan arbejdsform fra deres tidligste skoleår.

For ikke at skulle erkende en sådan fatal forsømmelse har såvel pædagoger som skoler været nødt til at bagatellisere lektielæsningen - ja, sågar gøre den skadelig indtil det psykisk nedbrydende - for eleverne.

Man har altså med en del held, må man sige, forsøgt at gøre et pædagogisk princip ud af en pædagogisk forsømmelse. Og som noget nær en naturlov ved enhver, at når først et stykke nødvendigt, pligtsurt skolearbejde, der mildt sagt ikke altid er befordret af lyst, er sjusket væk, og som gældende pædagogik i lang tid har omgivet med foragt - som at det skulle være et levn fra et nu forældet industrisamfund - er det et hestearbejde for skolerne at genindsætte lektielæsningen som en helt naturlig del af skolearbejdet.

Så er det ulige nemmere at lulle sig i søvn ved forestillingen om et nyt vidensamfund, hvor den faglige viden paradoksalt nok ikke er noget, nogen behøver at tilegne sig som hukommelseslagret paratviden.