FORSKNINGEN I DENHERSKENDE IDEOLOGIS TJENESTE

Når den i undervisnings- og uddannelseshenseende aldeles overflødige heldagsskole af prof, Niels Egelund og direktør Martin Spang Olsen i en stor artikel i Politiken 3.3. kaldes for helhedsskolen, så er det ikke, fordi den præsterer nogen som helst helheder, men så er det, fordi de to artikelforfattere sympatiserer med den tidsmæssige udvidelse af det uduelige på det udueliges præmisser, altså sympatiserer med regeringens folkeskolereform. Og hvorfor mon Egelund og Olsen gør dette. Set ud fra deres artikel gør de det ikke, fordi dagen skal fyldes op med mange flere undervisningstimer. Men fordi der så kan blive plads til en hel masse mere spræl, spjætten og kravlen, end hvad fornuften i umindelige tider har fastslået, at skolebørn har behov for i de frikvarterer, som har efterfulgt alle hidtidige lektioner. Hvis børn skal kunne koncentrere sig i timerne, er det nødvendig, at de få rørt sig mellem timerne. Det har alle hidtil vidst. Det nye er, at nu ved vi med forskningens hjælp, at børn skal røre sig meget meget mere og meget meget mere pædagogledet, end børn nogensinde før har været tvunget til.

Spørgsmålet er, hvorfor forskningen nu, og altså først nu, har formået at grave sig så langt ind i børnene behov, at man har fået øje på, at børnenes fysiske spræl er vigtigere nu, end sådan noget var det, dengang skolen var en rigtig velfungerende, højtydendre og undervisende skole. For dengang skolen var en skole og ikke bare en opbevaringskontainer for børn, som den er forvandlet til i dag, forlod børnene skolen på et fagligt nu helt ukendt højt uddannelsesniveau med anvendelse af de fysiske udfoldelsesmuligheder som de små ti minutters frikvarterer kunne give dem. Børn i den danske folkeskole har altid fået rigelig med fysiske udfoldelsesmuligheder stillet til rådighed. Og hvorfor er det, der før var rigeligt, så ikke rigeligt mere. Har børnene ændret sig? Nej, men det har forskningen.

Forskningen har erkendt og affundet sig med, at den danske folkeskole aldrig mere bliver en rigtig undervisende folkeskole. Forskningen har gennemskuet – ligesom alle andre har det – at den danske folkeskole efter en skolereformering ikke blive til andet, end hvad den hele tiden har været siden 1993. Blot mere tidsrøvende for børnene, og unyttigt tidsrøvende for lærerne. Og det sidste er det vigtigste. Det er jo altid sjovt at tryne lærerne. Og børnene kan jo få en sludder for en sladder om de helt nye og enestående muligheder, som de får i det nye udvidede underholdende, sjove og spændende heldagsmakværk. Og dette mareridt har forskningen tilpasset sig og begivet sig i tjeneste hos.

Hør blot, hvordan publikationen ”Den gode skole” definerer moderne pædagogiske forskning, her gengivet i uddrag: Når forskere sætter sig for at analysere undervisningens virkelighed, er de i sagens natur nødt til at reducere mængden af forhold, der er på spil. Konsekvensen er, at det kun er en lille del af virkeligheden, man på den måde får øje på. Noget andet er, at man lige præcis får øje på det, man ser efter. Konkret kan evidensbaseret forskning omsættes på mange måder og bør tilpasses den kontekst, som den enkelte lærer agerer i. Det er her, lærerens innovation og lærerens egen erfaring kommer i spil.

Altså kort sagt. Forskningen er altid i den herskende politiske ideologis tjeneste. Forskere forsker sig aldrig frem til noget, der strider mod den skole, der bygger på en herskende mondæn ideologi. Derfor er udeltheden urørlig. Derfor må skolereformen ikke nærme sig nogen form for elevdelinger. Derfor anfægter forskningen ikke under nogen omstændigheder den mest håbløse opblanding af diverse elevkategorier i klasserne. Derfor er forskningen guld værd for regeringen.