Mine studerende har lige afleveret en opgave der handlede om selv at fremstille et undervisningsmateriale. Nogle havde misforstået opgaven og kopierede undervisningsmateriale direkte fra en fagportal, der handlede om forsøg med frugt og grøntsager. Den studerende ville henvende sig til 1.-2.klasse og havde fundet et forsøg, der satte eleverne i gang med at sortere indkøbene fra supermarkedet i frugt og grøntsager. Eleverne skulle så udfylde et skema, hvori de skulle skrive, hvad der er frugt og hvad der er en grøntsag.
Jeg var inde og kigge på fagportalen og blev ret rystet. Ingen steder var der defineret, hvad en frugt egentlig er og hvilken funktion på planten den har. Ingen steder i denne opgave var der beskrevet hverdagsforståelsen og fagforståelsen. Hvordan i alverden skulle en lærer, der ikke har nogen særlig viden om biologi, så kunne bruge denne opgave? Jo man kan videreformidle sin egen hverdagsforståelse af frugt og grøntsager, men er det formålet med aktiviteten? Fagportalen har fine funktioner med oplæsning, fine fotografier, film, ideer til forsøg og aktiviteter. En faglig definition af nøglebegreberne er total fraværende. Noget af det vigtigste i natur/teknologi er arbejdet med at bevæge sig fra hverdagsforestillinger til fagbegreber. Hvis fagportalerne ikke vælger hvilket fagbegreb de vil formidle og ikke formidler fagbegreberne korrekt, bliver fagportalerne jo bare en fastlåsning af elevernes hverdagsforestillinger. Hvor er den faglige redaktør, der ved hvad hun/han arbejder med ?
Formidler fagportalernes færdigretter i virkeligheden fejlforståelser?
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.