Foreningens kollektive dårlige samvittighed

93-gruppens pensionsforhold er »foreningens kollektive dårlige samvittighed«. Sådan sagde Anders Bondo allerede på kongressen i 2002 og igen på kongressen i 2007 om en sag, som mange mener fortjener en skamstøtte i græmmelse over foreningens håndtering. Men der er en løsning.

Jeg tilhører selv 93-gruppen, og mit depot i Lærernes Pension er på 1.080.000 kroner og vil være på omkring to millioner, når jeg går på pension. Når dagen oprinder, tilbagekøber jeg mit depot og overdrager pengene til staten, som herefter står for udbetalingen af min pension. Reglerne om tilbagekøb er sådan, at værdien af depotet vil afhænge af, om jeg er gift, samlevende eller enlig. Der er ingen omkostninger eller gebyrer ved tilbagekøb, men et kursværn og en statsafgift på 60 procent. Kursværnet er på nul kroner i dag, så staten har altså udsigt til at få i omegnen af to millioner kroner. Til gengæld udbetaler staten mig så en pension svarende til den, jeg ville have optjent som tjenestemand, og som jeg ved min ansættelse i sin tid blev stillet i udsigt. To millioner kroner plus renter og renters rente vil række langt ved for eksempel en årlig pension på 200.000 kroner, gennemsnitslevetiden in mente. Sådan!

93-gruppens pensionsforhold vil en gang for alle være et uddebatteret emne og et overflødigt tema ved enhver fremtidig overenskomst. Vi kan atter smile og fløjte, når talen er om pension. Skamstøtten kan vi glemme alt om, for DLF's samvittighed vil være ren som nyfalden sne, når en sådan ordning er forhandlet hjem. Og måske staten ligefrem vil kunne score kassen, for læreres levetid som pensionister er mig bekendt kortere, end et gennemsnitspensionistliv er.