Indførelsen af folkeskolereformen 1. august 2014 udløste den mest omfattende og abrupte forandring af lærerrollen i folkeskolens 200-årige historie, først og fremmest som følge af den ’normalisering’ af lærerens arbejdstid, som regeringen, sammen med Kommunernes Landsforening, gennemførte ved lov.
Forandringen rejser spørgsmålet, om folkeskolen efter reformens indførelse råder over resurser og er indrettet med en struktur, der sikrer en sammenhængende undervisning af høj kvalitet i hverdagen. Hvis hverdagen ikke fungerer, fungerer folkeskolen ikke.
Hvordan har hverdagen været i reformfolkeskolens første to måneder? Det har så mange udtalt sig så divergerende om, at billedet flimrer i en sådan grad, at det er umuligt for udenforstående at nå frem til et entydigt svar. Ikke desto mindre kan kun konkrete eksempler fra skolens virkelighed tjene til afklaring af spørgsmålet.
- - -
Eksemplerne skal blot ikke være spredte, usystematiske nedslag i den virkelighed, de skal beskrive. Kun omfattende, sammenhængende eksempler har pondus til at påberåbe sig troværdighed og dokumentarisk vægt. Med nedenstående dag-til-dag-opgørelse af min forberedelsestid i perioden 1. september til 10. oktober mener jeg at fremsætte et sådant eksempel.
Jeg gør gældende, at eksemplet ikke kun eksponerer én lærers situationen, men i sin grundsubstans tegner et billede af situationen for alle folkeskolens lærere, efter at de er blevet ramt af den samme reform – nogle hårdere end andre.
Forberedelsestiden er dagens ikke-undervisningstid minus den tid, der går til ’andre opgaver’, der i perioden hovedsageligt omfattede skole-hjemsamtaler, elevsamtaler, års- og elevplaner, planlægning af Bruxelles-lejrskole samt team-, lærer- og ad hoc-møder. Altså den konkrete tid, der er til at forberede morgendagens undervisning.
Som udgangspunkt er min maksimale forberedelsestid til 26 lektioner: mandag 70 minutter, tirsdag 90 minutter, onsdag 55-100 minutter, torsdag 0 minutter, fredag 0 minutter – i alt 215-260 minutter. Derfra skal trækkes 45 minutter pr. vikarlektion, som jeg i gennemsnit har 1,5 af.
Forberedelsestiden belastes i perioder af administrative opgaver. Således lægger skole-hjemsamtalerne beslag på al forberedelsestid de dage, hvor de er placeret,og at skrive 253 elevplaner på to uger levner ikke megen tid til forberedelse i samme periode.
Dagens forberedelsestids-status refererer til bidraget fra den foregående dags forberedelsestid og medtager ikke et eventuel bidrag fra forberedelse foretaget i undervisningstiden:
- - -
Mandag 1/9: Uforberedt. Forberedelsestid til tirsdag: 0 minutter.
Tirsdag 2/9: Uforberedt. Forberedelsestid til onsdag: 45 minutter.
Onsdag 3/9: Mangelfuldt forberedt. Forberedelsestid til torsdag: 15 minutter.
Torsdag 4/9: Mangelfuldt forberedt. Forberedelsestid til fredag: 30 minutter.
Fredag 5/9: Mangelfuldt forberedt. Forberedelsestid til mandag: 0 minutter.
Mandag 8/9: Forberedelsesfri dag (national læsedag). Forberedelsestid til tirsdag: 60 minutter.
Tirsdag 9/9: Velforberedt. Forberedelsestid til onsdag: 30 minutter.
Onsdag 10/9: Mangelfuldt forberedt. Forberedelsestid til torsdag: 15 minutter.
Torsdag 11/9: Ringe forberedt. Forberedelsestid til fredag: 0 minutter.
Fredag 12/9: Uforberedt. Forberedelsestid til mandag: 0 minutter.
Mandag 15/9: Uforberedt. Forberedelsestid til tirsdag: 15 minutter.
Tirsdag 16/9: Mangelfuldt forberedt. Forberedelsestid til onsdag: 15 minutter.
Onsdag 17/9: Mangelfuldt forberedt. Forberedelsestid til torsdag: 10 minutter.
Torsdag 18/9: Ringe forberedt. Forberedelsestid til fredag: 15 minutter.
Fredag 19/9: Mangelfuldt forberedt. Forberedelsestid til mandag: 0 minutter.
Mandag 22/9: Uforberedt. Forberedelsestid til tirsdag: 0 minutter.
Tirsdag 23/9: Uforberedt. Forberedelsestid til onsdag: 30 minutter.
Onsdag 24/9: Mangelfuldt forberedt. Forberedelsestid til torsdag: 1 timer 30 minutter (ekstraordinært mødefri).
Torsdag 25/9: Velforberedt. Forberedelsestid til fredag: 10 minutter.
Fredag 26/9: Mangelfuldt forberedt. Forberedelsestid til mandag: 0 minutter.
Mandag 29/9: Uforberedt. Forberedelsestid til tirsdag: 10 minutter.
Tirsdag 30/9: Ringe forberedt. Forberedelsestid til onsdag: 0 minutter.
Onsdag 1/10: Uforberedt. Forberedelsestid til torsdag: 2 timer 30 minutter (ordinært mødefri).
Torsdag 2/10: Velforberedt. Forberedelsestid til fredag: 0 minutter.
Fredag 3/10: Velforberedt. Forberedelsestid til mandag: 0 minutter.
Mandag 6/10: Uforberedt. Forberedelsestid til tirsdag: 60 minutter.
Tirsdag: 7/10: Mangelfuldt forberedt. Forberedelsestid til onsdag: 30 minutter.
Onsdag 8/10: Mangelfuldt forberedt. Forberedelsestid til efter ferien: 60 minutter.
Torsdag 9/10: Forberedelsesfri dag (gæstelærere). Forberedelsestid til efter ferien: 0 minutter.
Fredag 10/10: Forberedelsesfri dag (motionsdag). Forberedelsestid til efter ferien: 0 minutter.
- - -
Formålet med reformen er at gøre folkeskolen bedre gennem en mere spændende og varieret undervisning. Lærerens reducerede forberedelsestid gør det umuligt for skolen at leve op til dette formål. Læreren er i høj grad nødt til at følge bøgerne slavisk, afstå fra at stykke sin undervisning sammen af flere materialer, tilrettelægge aktiviteter, inddrage film, lave opgaver selv m.v., som der var tid til tidligere.
På grund af den reducerede forberedelsestid består lærerens arbejde i høj grad i at sætte eleverne i gang ved timens begyndelse og derefter sætte sig bag katederet bag bøger og computer for at forberede kommende lektioners undervisning så godt, det kan lade sig gøre. Læreren står til rådighed, når eleverne har spørgsmål, men er i mindre grad end tidligere opsøgende igangsætter og vejleder. Undervisning kan det næppe kaldes.
Dette går især ud over de svage elever. Reformen hæmmer inklusionsindsatsen ved at forringe lærerens muligheder for at tilrettelægge og gennemføre en differentieret undervisning.
Reformen giver heller ikke læreren mere tid med eleverne uden for undervisningen. Når undervisningen er ovre, styrter læreren hen til sin arbejdsplads for at udnytte den utilstrækkelige forberedelsestid bedst mulig.
Af samme grund øger reformen heller ikke omfanget af lærernes samarbejde. Lærerne har altid lært af og inspireret hinanden. Men med reformen er der blevet mindre tid til samarbejdet. Tiden kan kun tages fra forberedelsestiden, men her har læreren ikke noget at give af, når der i forvejen ikke er tid til at forberede sig blot nogenlunde til den løbende undervisning.
Bevægelse og understøttende undervisning, reformens to jokere, presses som følge af den utilstrækkelige forberedelsestid ud i en position som marginale aktiviteter. Ingen lærer med respekt for sig selv og sine elever tilskriver disse aktiviteter samme betydning som kerneundervisningen i fagene. Når læreren i forvejen har for lidt tid til at forberede sin kerneundervisning, er der slet ingen tid på kontoen til bevægelse og understøttende undervisning, som derfor fuser ud både fagligt og pædagogisk.
Selv hvis man antog, at bevægelse og understøttende undervisning kunne blive en succes, ville de to aktiviteters bidrag til at løfte folkeskolens opgave være for intet at regne mod det tab på kerneundervisningsområdet, der følger af forringelsen af forberedelsestiden.
Sammenfattende kan det konstateres, at reformen etablerer en lærerrolle, der gør det umuligt for læreren at løfte reformen, og at reformen underminerer sig selv på centrale punkter.
- - -
Forberedelsens problem består ikke kun i, at resursen er reduceret, men også i, at strukturen er atomiseret, hvilket medfører spildtid i form af en ustandselig kommen og gåen, start og stop og uforudsete forstyrrelser i ét væk. Det kan der sættes tal på.
Læreren havde tidligere 10-12 timers effektiv forberedelse om ugen, men kunne efter behov forberede sig mere i nogle perioder og mindre i andre. I dag har læreren reelt 2-4 timer til at forberede op mod en fjerdedel flere lektioner end før reformen og en uhyre ringe fleksibilitet. Det gør lærerens muligheder for at forberede, afvikle og efterbehandle undervisningen på kvalificeret vis nærmest ikke eksisterende.
Tidligere kunne læreren indsamle et klassesæt stile fredag, rette dem søndag og levere dem tilbage mandag. Nu må læreren løse opgaven – der svarer til 1-2 ugers fuld forberedelsestid – over tre-fire eller flere uger, når det er muligt, et kvarter hér,en halv time dér, så eleverne knap nok kan huske, hvad de skrev, når de får stilen tilbage.
Forberedelse er imidlertid ikke kun det at forberede sig til en konkret forestående undervisning. Forberedelse er også gennem kursusdeltagelse og egne studier at grundfæste og udvide sit faglige fundament, holde sig orienteret om nye materialer til de fag, man underviser i, og meget andet. Dette ’bagkatalog’ af viden, indsigt og kompetencer, som læreren tidligere akkumulerede år efter år – og som er de 90 procent af fagligheds-isbjerget, der ligger under vand – vil der ikke være plads til i reformfolkeskolens lærerrolle. Dette vil udløse et markant fagligt tilbageslag over tid.
Undervisningsminister Bertel Haarder ville i slutningen af 1980’erne have defineret karakteren og omfanget af lærerens arbejde. En rendyrket ’kald’-lærer sagde dengang til mig: »Hvis min arbejdsgiver ikke har tillid til, at jeg laver det, jeg skal, så får han kun det, han betaler for«.
Den udvikling har nået sin endelige bund med den nye lov. Med den har regeringen og KL mejslet deres definitionen af arbejdstid som tilstedeværelsestid ind i lærerens bevidsthed. Læreren er kun på arbejde, når han er på skolen. Arbejdsgiveren har dermed indført en lærerrolle, der definerer det udgangspunkt for skolens virke, at læreren har fri efter skoletid. Også selv om det indebærer, at læreren møder helt eller delvist uforberedt den næste dag. Et skolepolitisk selvmål af dimensioner, hvis negative betydning for folkeskolens udvikling ikke kan overvurderes.
Jeg underviser i historie, men syntes for et par år siden, at jeg ikke vidste nok om 2. slesvigske krig. Derfor købte og læste jeg – som en selvfølgelig del af mit arbejde – Tom Buk-Swientys bog ’Slagtebænk Dybbøl’ og gik til et aftenforedrag med ham. I dag ville jeg skulle bede min leder om at tildele mig arbejdstid til at læse bogen og betale mig tillæg for at arbejde efter kl. 17. Læsningen tager måske 10-15 timer svarende til to-tre ugers fuld forberedelsestid. Vil lederen tildele mig denne tid? Og vil han betale mig tillæg? Næppe.
Med reformen har regeringen og KL endegyldigt lukket for den helt afgørende kilde til faglighed i folkeskolen: lærerens engagement og selvudvikling. Reformen har omdefineret læreren fra en vidensperson med en åben, ’sulten’ og opsøgende tilgang til virkeligheden, altid på vej mod nye indsigter og kompetencer, til en fodermester, der skal proppe ’Fælles Mål’, trinmål og læringsmål ned i halsen på eleverne som majs i en fois gras-gås.
- - -
Intet af det ovenfor fremførte kommer som en overraskelse for folk med indsigt i folkeskolen. De har advaret, men ingen har villet lytte. Fra ministeren og regeringen over KL til skolelederforeningen har der hele vejen igennem runget ét vedholdende ja-hat-jubelråb, der har fejet al kritik til side.
Selv i dag undsiger disse reformens bannerførere kritikken og fastholder blindt deres fantasiprojekt, som de tror kan føres til succes med smarte kampagner, slogans og blåøjet optimisme. Men der skal mere til. Man kan ikke løse reelle resursemæssige og strukturelle problemer med propaganda eller ved at sætte kikkerten for det blinde øje. Med deres retorik medvirker de til at øge forældrenes forventninger til en reform, der selv smadrer betingelserne for, at læreren kan levere varen.
Forberedelsen forsvandt med skolereformen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.