For fremtiden

Også i morgendagens skole skal eleverne lære at læse. Og helst på et solidt videnskabeligt grundlag. Men at lære at læse betyder noget andet fremover end bagud. Såvel vilkårene for at lære at læse som selve kravene til læsekompetence er forandrede. Det må såvel den pædagogiske forskning som uddannelsessystemet tage højde for. Så når Folkeskolen ringer Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) op og vil have fat i en læseforsker (nummer 33: »Læseevaluering ti år efter«), så kan de godt få fat i en sådan. Dog ikke på professorniveau. Det behøver de ikke være kede af. Tværtimod kan de glæde sig over, at man nu i modsætning til for ti år siden kan ringe til et moderne pædagogisk universitet, der satser på at forske i kommunikative kompetencer.

Læsning hører i dag til spørgsmålet om udvikling af kommunikative interaktionskompetencer. Denne markering illustrerer, at DPU er på linje med OECDs DeSeCo-projekt (Defining and Selecting Key Competencies) om nøglekompetencer, hvor netop kommunikativ interaktionskompetence er udpeget som en afgørende kompetence for »a Succesfull Life and a Well-Functioning Society«.

Godt nok vil vi stadig gerne vide mere om, hvordan man bedst lærer at læse. Men mon ikke formålet med at lære at læse i dag drejer sig om at kunne kommunikere med det formål at kunne samarbejde. Mon ikke at lære at skrive og regne drejer sig om at kunne redigere og modellere med det formål henholdsvis at kunne forbedre sit niveau og reducere kompleksitet. Er det ikke netop de opdaterede kompetencer, der kan give os succes? Alene læsning af stillingsannoncer tyder unægtelig på det.

Hvis en efterlysning af øget viden om læsning alene bidrager til at styrke fagdidaktisk forskning, for eksempel i læsning, så er faren, at skolesystemets faglighed forstokkes. Faglighed er organisering af saglighed. Det er ikke sagerne, der presser sig på i sig selv. Presset handler om at få fagligheden til at være i overensstemmelse med udviklingen i sagligheden. Og DPU er forpligtet på sagligheden, på forskning i kommunikative kompetencer.

Forskning i kommunikative kompetencer kunne føre til, at forskere foreslår politikere nye fag eller reformulering af formålene med fagene. Altså anbefalinger, som sjældent nyder fremme. Der er noget næsten stokkonservativt over skolesystemets fagrække: Det er lykkedes at gøre ændringen i sagligheden til et didaktisk problem. Til et problem, der kan løses didaktisk inden for de eksisterende fag. Følgelig bilder vi lærere ind, at de kan stoppe huller mellem fagene ved at danne tværfaglige team. Følgelig tror politikerne, at det er nok at give en time mere i dansk, når der opstår læseproblemer (også selv om forskere for længst har dokumenteret, at det ingen forskel gør). Og følgelig tror Folkeskolen, at mere traditionel forskning i fagdidaktik, herunder læsning, er løsningen på læseproblemer. DPU bilder sig noget andet ind. Nemlig at forskning i kommunikative kompetencer er svaret. På et eller andet tidspunkt spørger journalisterne om det.