Folkeskolens leder: Mindre skolepolitik, tak

Muhammedkrisen skal på skoleskemaet. Hovedtørklæder skal forbydes i folkeskolen. Normstormerne skal/skal ikke inviteres indenfor i skolen.

Også i år har politikere markeret sig med detaljerede krav til, hvad der skal foregå i folkeskolen. Men de har ikke fået ret meget politisk medvind. Tværtimod er det – endelig – blevet lidt af en politisk modebølge at blande sig uden om, hvordan man tilrettelægger en god skoledag med en undervisning, der sikrer, at børn lærer det, de ifølge folkeskoleloven går i skole for at lære.

Det, lærerne ønsker sig allermest af politikerne på Christiansborg, er, at de ruller folkeskolereformens krav om verdens længsteskoledag tilbage. Og det er de fleste af partierne også klar til, viser Folkeskolens partirundspørge op til valget. Nogle af dem er bare en smule nervøse for, hvor korte kommunerne vil gøre skoledagene, hvis der slet ikke er nogen regler. Og med den aktuelle økonomiske krise er det desværre ikke ubegrundet.

Så ønsket herfra til valgkampen og ikke mindst tiden på den anden side er: Drop de skolepolitiske markeringer på enkelt sager. Fokuser i stedet på de overordnede rammer for den kommunale folkeskole. Det er Christiansborg-politikernes pligt at sikre en fælles folkeskole. Men det betyder ikke, at alle børn og unge skal præsenteres fornøjagtig de samme eksempler på, hvad ytringsfrihed vil sige, eller at alle skal have besøg af en bestemt forening i løbet af deres skoletid. Det betyder, at børn har krav på en skolegang og på undervisning med en tryghed og en kvalitet, der understøtter flest mulige unge i at tage folkeskolens afgangseksamen.

Så den store opgave, der ligger foran politikerne, er, hvordan man sikrer en vis minimumsstandard. Sikrer, at der er uddannede og fagligt opdaterede lærere, der har tid til deres arbejde, og at skolen er et rummeligt undervisningsmiljø for alle. Det er en rigtig sværpolitisk øvelse, fordi det jo i sidste ende handler om økonomiske prioriteringer. Siger jeg og prøver på ikke at falde for samme fristelse som politikerne til hurtige meninger om, hvordan andre skal klare deres arbejde.