Folkeskolens evige sarkasme

Suk, og atter suk. Når jeg læser lederen i Folkeskolen nummer 12 om KLs nye pjece »Den rummelige skole«, ser jeg for mig lederskribenten som en gammel sur mand, hvis repertoire består af ord som »bordtennisrobot«, »slad­­rebog«, »glubske hajtænder«, »form uden indhold«.

En ting er, at vi i KL som sædvanlig fremstilles som lettere naive skolebørn, der igen og igen tager fejl i alt, hvad vi siger og gør. Det er vi så vant til.

En anden ting er, at lederskribenten efterhånden er kommet ud af trit med virkeligheden. »Den rummelige skole« er ikke tankespind frembragt i KLs elfenbenstårn. Pjecen er skrevet på basis af interview med lærere på almindelige folkeskoler rundt omkring i landet.

Den gennemgående tone i de mail og de opringninger, vi får fra lærere og skoleledere som reaktion på pjecen, er, at den udmærker sig ved sin enkelhed, konkrete tilgang og forankring i virkeligheden.

Et sted får lederskribenten dog mit suk til at blive til et smil. Det er med opfordringen til at fokusere på folkeskolens indhold. Ve os, den dag vi i KL gør det igen. Så skal vi nok se ledere om KLs angreb på folkestyret, Folketingets ukrænkelighed og folkeskolelovens hellighed.

Jeg glæder mig til den dag, lederskribenten selv måtte komme med et bud på en skole, der sikrer børn og unge et ordentligt udbytte af deres skolegang. Og nej, jeg gider faktisk ikke høre den gamle sang om, at bare lokalpolitikerne sørger for at holde sig væk fra folkeskolen og så i øvrigt sender nogle flere penge, så skal det nok gå alt sammen. Med verdens dyreste folkeskole, der ikke gør det godt nok i forhold til at sikre, at de svageste børn kan læse, skrive og regne, så er det bud bare ikke godt nok.