Folkeskolens afgrund.

”Inklusion er det modsatte af eksklusion og betyder, at man som barn har ret til at være aktiv deltager og udvikle sig i mangfoldige fællesskaber. Barnet skal opleve at have værdi”

Der er rigtig mange forskellige definitioner på "Inklusion" rundt omkring, som alle siger noget lidt forskelligt. Alt i alt er inklusionstanken idealistisk og smuk, når det lykkes. Folkeskoleloven bygger på princippet om en inkluderende skole – en skole for alle.

I 1994 skrev Danmark sammen med 91 andre lande under på Salamancaerklæringen, der fokuserer på børns ret til uddannelse, uanset handicap. De danske folkeskoler skal derfor tage hensyn til den forskellighed, der findes hos børn og de forudsætninger og de potentialer, der er i den forskellighed. I erklæringen påpeges det, at den inkluderende orientering er det mest effektive hjælpemiddel, til at skabe de bedste miljøer og til at realisere uddannelse og læring for alle.

Man kan så spørge, hvordan det er gået i Danmark, med at efterleve Salamancaerklæringen?

Vi skriver nu 2017 og inklusion i den danske folkeskole har været et stort emne de sidste par år – der er masser af fokus på, at børn med særlige behov skal inkluderes i almenskolen, ud fra alle de smukke tanker ovenover.

MEN virkeligheden er en lidt anden……..

Mange børn med særlige behov går ikke i skole, mange børn med særlige behov trives ikke i almenskolen og mange børn med særlige behov bliver fortsat visiteret til specialtilbud.

Årsagen til det er der ikke mange, der har lyst til at tale om eller have fokus på – til trods for, at årsagen muligvis kunne være nøglen til at knække koden til den ægte inklusion.

MIN teori omkring årsagen skal findes i den måde, hvorpå vi laver skole i dag.

Folkeskolen i dag bygger på kundskabstænkning, fremfor tidligere tiders værditænkning. Den er præget af projektarbejde, ansvar for egen læring, læren som vejleder, mange skift, megen elevinddragelse, lange skoledage, store klasser, mange forskellige voksne, test, målstyring osv.

På den anden side har vi specialtilbuddene til børn med særlige behov, som er præget af små klasser, individuel undervisning, læren som den styrende og ansvarlige underviser, få skift, struktur, forudsigelighed, få voksne, få test osv.

Når man ser på, hvad der præger de 2 forskellige måder at lave skole på, bliver det tydeligt, at de er kommet langt væk fra hinanden og at det skaber en afgrund midt imellem skoleformerne.

For mig at se, er det en stor udfordring, at afgrunden mellem de 2 tilbud er blevet så stor, idet der er en større og større gruppe børn, der falder ned i den afgrund med stor mistrivsel til følge og et knæk på deres selvværd.

De børn, der når over afgrunden og kommer i et miljø, der er tilpasset dem, trives bedre end dem, der er inkluderet i almenskolen med rammer, som ikke er inkluderende.

Alle børn kan have gavn af nogle af de metoder, der findes i specialtilbuddene og derfor er jeg af den overbevisning, at vi skal have lukket den afgrund, der er mellem de to måder at lave skole på, således at de metodemæssigt kommer tættere på hinanden – til gavn for de børn, der med de rette inkluderende rammer i folkeskolen vil kunne trives der.

Lad os nu kigge på, hvordan vi sikrer os, at de børn der SKAL over afgrunden, kommer sikkert over. Lad os kigge på, hvordan vi undgår, at nogen falder i afgrunden. Lad os kigge på hvordan vi gør afgrunden meget mindre.

Lad os kigge på hvordan vi sikre os en skole for alle og hvor alle oplever at have værdi.