Folkeskolen er en kvindearbejdsplads

Vi kvinder har som altid meget at kæmpe for i dette land. I netop disse måneder må det være vores helt egen, unikke model for folkeskolen. Fordi folkeskolen som et lære- og værested for børnene, en arbejdsplads for hen ved 40.000 kvinder og et kulturelt mødested for alle lokalsamfund er i fare for at blive forandret til ukendelighed, idet den nuværende regering har set sig varm på en stor reform af skolen som en sag, de kan vinde stemmer og goodwill på.

Hvis regeringens foreslåede skolereform virkelig ville gøre en god skole bedre, var der intet jeg som socialdemokrat hellere ville unde dem end at blive ved magten efter næste valg, men det er desværre ikke tilfældet. Den foreslåede skolereform er udtænkt af mennesker, som har et meget ringe kendskab til dagligdagen i folkeskolen, og til hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre. Skolereformen virker på mig, der kender folkeskolen til bunds, som en stor fiktion, forklaret til offentligheden via speedtalk og reklameslogans.

Om min baggrund, i al beskedenhed: Jeg har gået i folkeskolen og gymnasiet, er uddannet lærer, har arbejdet som lærer i folkeskolen i 27 år, altid som klasselærer, og jeg elsker folkeskolen. Jeg er gift med en folkeskolelærer, vi har to døtre, som har gået i folkeskolen Den yngste bliver lærer til sommer. Sidst, men ikke mindst har vi to børnebørn, der snart skal begynde i skolen. Mit store håb er, at vores børnebørn sammen med alle de andre små spændte ’tuller’ kan få lov til at starte i en skole, hvor læringsmiljøet er frugtbart, roligt og overskueligt. Hvor lærerne kommer glade på arbejde og har den fornødne tid til at forberede sig, før de står foran eleverne. Jeg håber, at børnene i Danmark kan få lov til at have et frirum om eftermiddagen, hvor de kan bestemme over sig selv, bestemme, hvem de vil være sammen med, hvor de vil være, og hvad de vil lave. Jeg håber, at børnene stadigvæk kan få tid til at være sammen med deres familie og gå til de specielle aktiviteter, som de brænder for. Heldagsskolen vil med et slag forringe børnenes liv og mulighed for en positiv social udvikling.

Hvorfor foreslår regeringen med Antorini i spidsen en heldagsskole? Det gør de, for at få de 15 pct. af eleverne, som har svært ved at lære det, de helst skulle for at kunne fortsætte i en ungdomsuddannelse, med på læse/regnevognen. Men, kære læser, her hjælper heldagsskolen ikke.

Forlængelsen af skoledagen skal ifølge Antorini bestå i lidt flere timer i dansk, matematik og engelsk samt såkaldte aktivitetstimer midt på dagen, hvor fx to klasser, en fjerde og en femte klasse er delt i fire grupper, der undervises af en lærer og en pædagog. Ifølge Antorinis eksempel kunne den ene af lærerens to grupper arbejde med et kursus i læsning og skrivning, mens den anden skriver artikler til et lokalhistorisk blad. De to andre grupper, som pædagogen varetager, skal dels arbejde med mad og sundhed i skolekøkkenet og dels forberede oplæg om godt kammeratskab, som skal fremlægges for børnehaveklassen og første klasse. Alt dette skal foregå på 45 minutter. Jeg ved ikke om jeg skal le eller græde, for dette er komplet umuligt i den virkelige skoleverden. Det lyder så godt, og emnerne er helt ok, men alt dette kan slet ikke organiseres på 45 minutter. Skolerne har ikke de grupperum, det kræver. Det er jo alle klasserne på skolen, som skal bruge flere rum for ikke at forstyrre hinanden med så forskellige aktiviteter. Pædagogen skal undervise en gruppe i skolekøkkenet og samtidig lede og inspirere den anden gruppe omkring fremlæggelser for deres små kammerater – hvordan i alverden skal det kunne lade sig gøre? Det bliver til, at pædagogen og læreren løber forvildede fra rum til rum og forsøger at hjælpe, og elevernes udbytte af aktiviteterne bliver minimale.

Dette eksempel viser med al tydelighed, at denne reform er et skrivebordsarbejde. Ingen lærere eller pædagoger på gulvet har været inddraget, ingen er blevet spurgt: ”Kan det her lade sig gøre? Er det her en god idé?” I et oplyst demokratisk samfund som det danske plejer vi da ikke at lave totalt om på en stor offentlig organisation uden at forhøre os hos fagfolk i organisationen først. Jeg kunne skrive op ad døre og ned ad stolper om alle de mærkelige, uladsiggørlige og ødelæggende tiltag, som den foreslåede reform indeholder, med vil nøjes med disse to eksempler: Skole til langt ud på eftermiddagen for alle og de forvirrende, dårligt bemandede og elendigt planlagte aktivitetstimer.

Disse aktivitetstimer skulle angiveligt hjælpe de svageste elever i folkeskolen. Her er jeg i al beskedenhed nødt til at øse af min store erfaring som lærer på gulvet, som har startet fem førsteklasser. De 15-17 pct., som har faglige vanskeligheder, vil ikke blive løftet fagligt af de forvirrende aktivitetstimer. Denne gruppe består groft sagt af to grupper. Denne ene er dem, der ikke har så mange kognitive evner, og som før i tiden gik i læseklasser, hjælpeklasser, specialklasser, men som vi nu inkluderer i de almindelige klasser. Den anden gruppe er de etniske minoritetselever, som på grund af en forståelig mangel på kulturel påvirkning fra hjemmet har svært ved at indlære i en dansk kontekst. Begge disse grupper skal hjælpes på en helt anden måde end ved en længere skoledag for alle.

Folkeskolen er en stor kvindearbejdsplads ligesom daginstitutionsområdet og sundhedsvæsenet. Jeg har ofte oplevet hvor presset mange af disse kvinder er af det store ansvar, det er at undervise, passe og pleje dette samfunds borgere, samtidig med at mange af dem selv er mødre. I disse måneder oplever vi, at en stor kvindearbejdsplads som folkeskolen bliver udsat for et ødelæggende, topstyret angreb fra både regering og kommunernes landsforening. Og jeg må sige, at jeg som kvindesagskvinde og socialdemokrat er slået med vantro. Kan det virkelig passe at mine medsøstre, unge som gamle ude på skolerne, som arbejder så hårdt for det trygge, frugtbare læringsmiljø for alle børn, skal arbejde endnu hårdere?

Jeg er nødt til at sige det, så det kan forstås af selv Helle Thorning, Margrethe Vestager, Christine Antorini og Michael Ziegler: Det kan de ikke. Den foreslåede skolereform kan ikke gennemføres uden at lærerne, læs: kvinderne, arbejder mange mange flere timer. Det kan man anstændigvis ikke bede disse i forvejen hårdtarbejdende kvinder om. Så alle mine tanker om kvindeliv, børneliv, arbejdsliv, skolereform og lærerarbejdstidsforhandlinger ender med, at vi sikkert godt kan sende vores børnebørn i folkets skole alligevel. For denne skolereform må blive en ommer, hvor lærerne, forældrene og eleverne er med ved forhandlingsbordet som i et ægte, medlevende og medbestemmende demokrati.