Folkeskoleaftalens afsnit 4.1

Der er skrevet og talt meget om, hvor ambitiøs den netop vedtagne aftale om folkeskolen er. Politikerne i de medvirkende partier er selvsagt alle stolte, og medierne kalder også aftalen for ambitiøs og god. Niels Egelund har været ude med et enkelt kritikpunkt i forhold til lektiecaféerne, som ifølge ham kun havde haft en effekt hvis de var obligatoriske. Men den generelle opfattelse er åbenbart, at aftalen rent faktisk kan give folkeskolen et tiltrængt løft.

Det mest interessante i aftalen står imidlertid ikke i indledningen, som alle vel kan blive enige om lyder meget fin. Nej, man skal helt om på side 22, før man finder afsnit 4.1, og det er i dette afsnit det viser sig, hvad det er for en skole aftalens parter ønsker at skabe.

I afsnit 4.1 står der, at ”…De tre politiske mål for reformen operationaliseres i få, kvantificerbare nationale mål…”. De kvantificerbare mål, som det bliver skolens vigtigste (og at dømme efter aftalens indhold, eneste) opgave at indfri, lyder:

• Mindst 80 pct. af eleverne skal være gode til at læse og regne i de nationale test.
• Andelen af de allerdygtigste elever i dansk og matematik skal stige år for år.
• Andelen af elever med dårlige resultater i de nationale test for læsning og matematik skal reduceres år for år.
• Elevernes trivsel skal øges.

Der er næppe mange der kan være uenige i, at det er gode mål at have, hvis ellers de blev sat i forhold til et mere overordnet formål, hvor også det ikke-kvantificerbare fik en plads. Men det har vore politikere åbenbart ikke fundet nødvendigt, og i stedet reducerer de folkeskolens pædagogiske opgave til at handle om, at man skal opnå nogle ”operative resultatmål”.

En så fattig politisk styring af folkeskolen vil uvægerligt føre til en fattig praksis. Skolelederen bliver målt på hvor godt han opnår de kvantificerbare mål, og lærere som i en periode må prioritere andre ting end det, der måles på, er dømt til at mislykkes. Og så mislykkes eleverne også, ikke kun i forhold til måltallene, men også som mennesker.

Der kan være nok så mange gode idéer i aftalen om folkeskolen, men hvis folkeskolens formål skal reduceres til det, der kan måles på, er der ingen grund til at politikkerne er stolte. At skabe en skole uden formål, og at styre den efter kvantificerbare måltal – det har ikke noget med pædagogik eller folkeskole at gøre.