Fokus på børn med spiseproblemer

Børn i plejefamilier

Børn i plejefamilier har mere med i rygsækken end de fleste børn. De kan have oplevet svigt, traumer, sult, ensidig spisning, være for tidligt fødte eller født med abstinenser. Deres baggrund og forudsætninger er markant anderledes og kan have indflydelse på deres forhold til mad.

Plejefamilier gør et stort arbejde for at hjælpe disse børn til at spise – at give dem et afslappet forhold til mad og måltider. Det er en daglig indsats med mange udfordringer. Det handler både om at spise og at nære.

Børn med diagnoser

Børn med diagnoser har ofte spiseproblemer. Rithalin, der gives til børn med ADHD, kan have bivirkningen appetitløshed. Det er sin sag, at sige til et forkvalmet barn, at det skal spise. Sulten melder sig først, når virkningen af medicinen aftager. Disse børn magter ikke store madpakker men i stedet små overskuelige godbidder – en lille frikadelle, 3 mandler, ¼ skive rugbrød med pålæg, ½ banan osv. De har behov for at blive mindet om at tage en lille godbid mange gange i løbet af dagen. Det er næring til krop og hjerne. Jeg møder mange, der har fået råd om at give disse børn en Kinder mælkesnitte, en Cacaomælk og lignende. Det er tom energi – ikke næring.

Spisehistorier.

Barnets spisehistorie er vigtige informationer for at forstå, hvad der ligger forud for spiseudfordringerne.

Er barnet præmaturt – for tidligt født? Har det fået sonde?

Var der problemer med at komme i gang med at amme/tage sutteflasken?

Har barnet fået noget galt i halsen på et tidspunkt?

Har barnet været bange for at blive kvalt?

Er der traumer?

Forløb graviditeten normalt?

Har barnet sultet i den sidste tid i mors mave?

Har barnet sultet?

Havde barnet abstinenser ved fødslen?

Får barnet medicin, der som bivirkning tager appetitten?

Har barnet problemer med sanseintegration?

Er barnet udredt og har en sjælden sygdom?

Har barnet en normal spiseudvikling?

Mestrer barnet forskellige konsistenser?

Når vi kender barnets spisehistorie har vi mulighed for at iværksætte den rette indsat for det enkelte barn. Er det kostfaglig hjælp til mad og måltider og evt. kosttilskud, der er brug for? Er det en børneergoterapeut, der skal ind for at styrke sansemotorik og sanseintegration? Er det en terapeutisk indsats, der skal til? Måske en kombination.

Den altafgørende stemning.

Det er vigtigt at være opmærksom på stemningen omkring spisebordet. Er der ro og samling omkring måltidet? Bliver der skældt ud, irettesat, drillet eller larmet omkring bordet? Er der åbenlyse konflikter? Skal der være stilhed? Bliver der talt om svære emner? Kører fjernsynet samtidig? Er det naturkatastrofer og krigsscenarier eller et skuddrama, der skal tages ind sammen med mad? At spise i ro og nærvær er blandt forudsætningerne for et vellykket måltid.

Anerkendelse

Grundlæggende handler det om at anerkende, at disse mange børn ikke er kræsne. De har brug for hjælp til at gribe livet, blive trygge ved at spise, at trives og udvikle sig. Ikke kun at følge kurven for vægt og mål.

De har brug for at udvikle madmod og madglæde. Mange familier kæmper en daglig spisekamp med børn, der ikke nødvendigvis er kræsne. De har brug for hjælp og anerkendelse. De har brug for tid, for deres problemer med spisning er en proces, ikke noget der kan fikses. En tværfaglig indsats kan være vejen.