De seneste ugers debat i kølvandet på Yahya Hassans fremstilling af sin familie og opvækst har vagt genklang i vores erfaringer fra arbejdet med udsatte flygtningefamilier i Dansk Flygtningehjælp. I disse familier findes der ingen nemme og enkle løsninger, men vi arbejder fortsat på at udvikle tilbud og metoder som imødekommer familiernes udfordringer. Socialkonsulent og familiebehandler Ahmet Demir har bidraget til debatten med forslag til en bedre modtagelse af flygtninge, som skal forebygge dysfunktionelle familier. Dette indlæg er et bidrag hertil.
Siden 2010 har Dansk Flygtningehjælp arbejdet med den hollandske MindSpring-metode for og med nyankomne flygtningeforældre i Danmark. Evalueringen viser, at forældrene har ændret deres syn på og praksis i forhold til børneopdragelse og familielivet, og at forløbet har styrket forældrenes håb og tiltro til egne forældreevner.
Chin Chin er mor, flygtning fra Burma og MindSpring-træner. Hun fortæller om grupperne:”Det er en stor tryghed at have et fællesskab, hvor man kan arbejde med forældrerollen ud fra en fælles forståelse af de udfordringer, flygtningefamilier står i. Hvordan taler man med sine børn om svære oplevelser i skolen? Hvordan hjælper man dem med at forstå det nye samfund de vokser op i? Og hvordan samarbejder man bedst med pædagoger, skolelærere, socialrådgivere, osv.? Det er den slags grundlæggende spørgsmål vi løser i fællesskab.”
MindSpring-trænere, som Chin Chin, er flygtningeforældre i Danmark, som leder gruppeforløb med andre flygtningeforældre. I gruppen taler de om livet i eksil, om børneopdragelse i to kulturer, om stress, traumer og identitet. MindSpring-forløbet for og med flygtningeforældre handler om, at give sine børn, der vokser op i to kulturer, en bevidst og tryg opdragelse.
Grupperne sammensættes, så forældrene taler samme sprog og ofte har oprindelse fra samme land eller region. Genkendelighed i kultur, sprog, flygtningebaggrund og forældrerollen er et af metodens vigtigste redskaber. Forældrene inddrages med deres personlige erfaringer, deres egen måde at sætte ord på og deres egen måde at forstå familielivet og børneopdragelse. For mange er det nyt at fortælle om deres oplevelser som forældre i Danmark. Og det er nyt at opleve forståelse og genkendelighed fra andre forældre. Genkendelighed kan skabe en følelse af ikke at være alene om sine følelser og sin situation, det kan skabe samhørighed i gruppen og accept af, hvilke vanskeligheder og frustrationer, der er forbundet med at være flygtninge og forældre i eksil.
I mange flygtningefamilier lider en eller begge forældre af traumer. Det vanskeliggør sammenhængskraften i familien og forældrenes evner i børneopdragelsen som støttende og stabile voksne i børnenes liv. MindSpring-metoden tager fat i forældrenes oplevelser med traumesymptomer og åbner op for en refleksion over, hvilken rolle traumerne spiller i familielivet. For nogle kan gruppeforløbet føre til en erkendelse af, at de har brug for professionel behandling, og andre får redskaber til, hvordan de kan være gode forældre for deres børn, selv om de lever med traumer.
Om flygtningefamilier fortæller Chin Chin:”Flygtningefamilier har været tvunget til at forlade deres hjemland, og mange har oplevet voldsomme ting og levet en usikker tilværelse i mange år. Det giver nogle særlige vilkår, når man som nyankommen forælder skal tage vare på sine børns opdragelse og udvikling, og samtidig selv er usikker på det nye samfund og kultur.”
MindSpring-grupperne fungerer også som en introduktion til opdragelse og pædagogik i Danmark. Mange forældre oplever at stå uvidende over for pædagogiske retningslinier i danske institutioner og skoler, og dermed hvilken rolle de selv bør spille, og hvordan de kan opdrage deres børn i en meningsfuld sammenhæng med egne og danske traditioner. I grupperne kan forældrene dele oplevelser om at have børn og være forældre i danske institutioner og skoler. Under gruppeforløbet deltager en medtræner, som er ansat i den kommune eller institution, hvor gruppeforløbet er etableret. Medtræneren følger gruppeforløbet med tolk og kan bidrage med viden om danske normer og pædagogik, når det er relevant. For den professionelle medtræner kan forløbet give ny forståelse for forældrene og deres situation, samt ny indsigt i de ressourcer, som forældrene besidder.
I øjeblikket arbejdes på at udvikle metoden til at styrke skole-hjem-samarbejdet med etniske minoritetsforældre. På sigt er det hensigten at udvikle metoden til andre målgrupper og med nye samarbejdspartnere.
Dansk Flygtningehjælp er netop i disse måneder ved at etablere samarbejdsaftaler med kommuner og institutioner, som har interesse i at starte en forældregruppe, som omhandler børneopdragelse i to kulturer, traumer, stress og identitet. Kontakt projektleder Vibeke Hallas (vibeke.hallas@drc.dk) for mere information .
Læs mere om MindSpring her https://flygtning.dk/danmark/center-for-udsatte-flygtninge/udviklingsprojekter-og-forskning/mindspring/
Flygtningeforældre kan hjælpe hinanden og børneopdragelsen godt på vej
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.