Fleksibilitet, samarbejdeog individualitet

Kai Bayer skriver i Folkeskolen nummer 40 om teamsamarbejde og læring gennem projektarbejde. Da han refererer fra min bog 'Læringsrum', har jeg et par kommentarer til læserbrevet. Jeg er således bekymret for, at læsere, der ikke kender min bog, kan få et noget ensidigt indtryk af mine synspunkter ud fra indlægget. 'Læringsrum' består af ni essays om læring, etik og samfund, og ingen af dem handler specielt om folkeskolen. Jeg citerer den pågældende passage fra Kai Bayers indlæg, der refererer til et af de ni essays:

'I bogen 'Læringsrum' defineres teamsamarbejde på en ligefrem måde til at være en arbejdsmoral, der kun forholder sig til erfaringernes overflade. Teamwork er 'et nyttigt dominansredskab, fordi det har et overfladisk indhold og kun fokuserer på øjeblikket'. Dermed skabes 'Det ironiske menneske', og den enkelte medarbejders virkelige værdier som for eksempel den tavse viden: mange års praktisk erfaring og menneskekundskab, kan ikke bruges'.

Som det fremgår af min bog, er de her citerede passager ikke mine, men stammer fra den amerikanske sociolog Richard Sennetts bog 'Det fleksible menneske'. Sennett ønsker med bogen at foretage en kritisk analyse af det arbejdsliv, der er opstået med globaliseringen, hvor kravet om fleksibilitet har erstattet den gamle, mere rigide arbejdsmoral. I min bog bruger jeg Sennetts analyser til at pege på, at vi i den offentlige sektor ikke må blive forblændede af alle de nye modeord, men som professionelle holde fast i den etiske fordring om at tage vare på dem, der er blevet os betroet i arbejdet med børn, unge, syge eller gamle, ligesom vi må bruge den erfaring, der udvikles. Hvis eksempelvis teamsamarbejde og projektarbejde blot indføres, fordi 'vi skal følge med udviklingen' eller 'vi må ikke gå i stå', tror jeg ikke meget på bæredygtigheden.

Derimod er det min opfattelse, at der kan være mange gode grunde til at arbejde sammen med kolleger og/eller lære elever at arbejde sammen for eksempel i projekter, fordi mennesker nu engang kan vokse i personlig og etisk henseende ved at foretage sig noget meningsfuldt sammen med andre. Der er på den anden side heller ingen tvivl om, at mange netop har valgt at undervise, blandt andet ud fra at de kan lide den frihed, der ligger i at planlægge og gennemføre et stykke arbejde selv. Den motivation må ikke blive truet. Derfor skal man selvfølgelig altid sørge for at holde en balance mellem det individuelle og det fælles og afveje, hvornår det ene henholdsvis det andet skal vægtes højest. Dermed kan man undgå såvel individualismen som kollektivismen, der er uheldige polariteter til forskel fra individualitet og kollektivitet, der udgør en gensidig berigelse i den menneskelige tilværelse.

Jan Brødslev Olsen

lektor, cand.mag. og ph.d.

Aalborg Universitet

jbo@socsci.auc.dk