Fingerede lærere

Jeg kender ikke Niels Christian Sauers personlige erfaringer, men så afstumpede mennesker, som han kan berette om, er det endnu ikke lykkedes mig at træffe (Folkekolen nummer 46).

Derimod ved jeg noget om udviklingen af en egentlig lærerprofession, og jeg ved noget om fingerede lærere, men det bliver nødvendigt at tage nogle historiske data med ind i diskussionen.

Opbygningen af velfærdsstaten efter anden verdenskrig byggede på en formodning om, at intellektuel udvikling af hele befolkningen ville være et gode. Der blev investeret i centralskoler, skolegang hver dag til alle elever og et kollektivt transportsystem, så videbegærlige unge kunne få lod og del i gymnasiernes undervisning i kunst og videnskab. Lærereksamen som er videregående uddannelse var en realitet i 1973, og derved var vejen banet for et kulturelt og demokratisk løft.

Men i 1974 kom tilbageslaget. Folkeskolens direktør advarede mod lærerne, der skulle være farlige. Undervisningsinspektør Tage Kampmann har i sine erindringer fra 1993 skildret den pinlige situation, der opstod i ministeriet, da direktøren talte uden dokumentation i virkeligheden. Signalet til befolkningen og lærerprofessionen var ikke til at tage fejl af: Ledelsesfilosofien dyrkede mænd, der ikke gad anstrenge sig for at tale sandt.

På grund af Undervisningsministeriets anti-intellektualisme blev de private skoler et eksil for professionelle lærere, der havde lyst til at se, om det var muligt at bruge videnskab og kunst i relation til grundskoleelever. Eksperimentet lykkedes, og resultatet fremgår af de private skolers relative markedsandel, der frem til 1973 lå ganske stabilt på seks procent, men derefter voksede ganske regelmæssigt med 0,3 procentpoint per år.

Eksemplet viser, at despekten for lærerprofessionen har nogle virkninger, som Undervisningsministeriet slet ikke er herre over.

Fra de private skoler er der erfaringer med fingerede lærere, der i vid udstrækning er blevet sat til skånejob som specialundervisning, administration og bibliotek. Ansættelserne har været ren nepotisme, så det må undre, at Ole Vig Jensen opfatter fingerede lærere som et friskt pust. Ren nepotisme har en ganske særlig hørm.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte